Genmæle til Husums anklage
På de sociale medier cirkulerer opslag der antyder, at Brønshøj Boldklubs ungdomsafdeling ’fisker’ spillere blandt lokalområdets klubber. Det er naturligvis ikke rigtigt!
Brønshøj Boldklubs ungdomsafdeling blev i foråret efter en lang proces tildelt en stjerne i DBUs ungdomslicenssystem. Det indebærer bl.a. at vi forpligtiger os til at tilbyde vores børne- og ungdomsmedlemmer træning og kampe på højt niveau. I ungdomslicensen ligger også en forpligtigelse til at tilbyde denne højt kvalificerede indsats til lokalområdets spillere, når det kan bidrage til disse spilleres fodboldmæssige udvikling.
Derfor har Brønshøj Boldklubs Talentcenter tilbudt fodboldspillere i lokalområdet åbne bydelstræning under ledelse af Brønshøj Boldklubs Talentcenters A-licenstrænere som et ekstra, frivilligt træningstilbud. Enkelte klubber har herudover fået tilbud om samtræning på udvalgte årgange, der har været så små at det var vanskeligt at tilbyde niveaudelt træning til alle i den enkelte klub.
Vi har holdt offentlige informationsmøder for interesserede spillere og forældre, hvor vi har fortalt om planer og visioner for vores Talentcenter. Der har været afholdt åbne prøvetræninger under ledelse af vores licenstrænere - her har spillerne haft mulighed for at opleve vores træningsstrategier og -metoder, og de har fået en evaluering af deres niveau ifht. mulighederne for at begå sig på højeste niveau, således at ingen evt. skiftede klub med forkerte forhåbninger om en plads i førsteholdstruppen, hvis det ikke var realistisk.
Endelig ligger det i ungdomslicenssystemet, at vi som licensklub kan henvende os til enkelte spillere og deres forældre, når spilleren vurderes til at kunne gå direkte ind i en førsteholdstrup hos os samtidig med at det gavner spillerens fodboldmæssige udvikling – disse henvendelser skal ifølge DBUs licensregler altid ske efter at licensklubben har informeret spillerens nuværende klub. Brønshøj Boldklubs Talentcenter har derfor efter i hvert enkelt tilfælde at have informeret klubbernes ledelser, rettet henvendelse til enkelte spillere og deres forældre både i og uden for nærområdet mhp. at tilbyde disse spillere en prøveperiode på klubbens talentcenter/førstehold - det har enkelte af disse spillere accepteret og andre har takket nej.
Vi i Brønshøj Boldklubs ungdomsafdeling har forsøgt at være åbne og ærlige omkring vores projekt og vores ambition. I hele processen har regler og retningslinjer for klubskifte været overholdt - der har således ikke været tale om, at Talentcenteret har taget direkte kontakt til spillere og forældre uden klubbernes vidende, men om at de enkelte spillere og deres forældre har valgt Brønshøj Boldklub til af egen kraft.
Når det er sagt, så har vi naturligvis forståelse for, at det er møgirriterende at se spillere som måske har været i klubben i mange år, vælge at skifte til en naboklub – noget som Brønshøj Boldklub også har oplevet talrige gange gennem årene.
Vi tror på, at samarbejde gør stærk. Det er Brønshøj Boldklubs ønske at skabe mulighed for at alle fodboldspillere i lokalområdet kan udfordres på det rette niveau, uden at de bedste behøver forsvinde til de store københavnerklubber. Vi håber at klubberne i Brønshøj-Husum-Bellahøj-Tingbjerg-Nordvest fortsat kan samarbejde om at give børn og unge gode fodboldoplevelser og samtidig udvikle de allerbedste fodboldspillere mest muligt lokalt.
Bestyrelsen i Brønshøj Boldklub