2. senior taber hjemme til B1908
Tirsdag aften spillede 2. senior hjemme mod B1908. Der var lagt op til en spændende kamp, da hvepsene med en sejr kunne holde fast i midterfeltet i serie 1.
Hvepsene havde store problemer i 1. halvleg. 8'ernes formation voldte store udfordringer, da man konstant var i undertal på midten af banen. Samtidig spille 8'erne en meget klog halvleg og var skarpe i deres gennembrudsspil. 0-2 ved pausen var bestemt ikke ufortjent.
I pausen blev der snakket om et systemskifte for at kunne matche modstanderen i det centrale område af banen og derudover snakkede man om, at man nok var nødt til at investerer noget mere mod et stærkt hold fra Amager.
Efter pausen blev spillet og den generelle præstation også bedre. Holdet blev bedre på bolden og man turde at spille spillet og være lidt modige i opspillet, i stedet for at spille for meget lange bolde. Formations ændringen havde også betydning for at det blev muligt at blive bedre på bolden. Desværre blev det aldrig så godt at vi for alvor blev en trussel og 8'erne fik også scoret to mål mere så kampen sluttede 0-4.
Et ærgerligt og irriterende nederlag, men vi må også se i øjnene at vi simpelthen var for langt fra tirsdag aften. Holdet skal på søndag en tur til Skovshoved og her må holdet rejse sig og forhåbentlig ramme et højere niveau, både i forhold til energi men også i forhold til at finde en bedre spillemæssig præstation.
Holdet kan på deres dage præstere på et meget højere niveau end i dag. På søndag skal vi spille med samme mod som i 2. halvleg mod 8'erne og så skal vi skabe meget mere på den offensive konto. Når vi kommer frem ad banen skal vi have bolden ind i feltet, det er der målene bliver scoret fortalte trænerteamet Ibsen/Thiesen samstemmigt efter kampen.
Holdet spiller på søndag kl 16.00 i Skovshoved.