Menu

Superfan fylder 60 år

image Kim Veng i egen person (tv.). Kim Veng som Hvepsen Verner (th.)
14. januar 2022 kl. 16:42
Stort tillykke til superfan Kim Olsen (tidl. Veng, red.), som i dag fylder 60 år. Alle, som er kommet på Tingbjerg Ground i et stykke tid nu, har med garanti set Kim på den eller anden måde. Enten pga. Kims unikke hovedbeklædning (hvepsebamse og en masse halstørklæder), det fantastiske rygnummer (666) eller fordi han er indmaden i vores maskot Hvepsen Verner.

Kim kom til verden i 1962 og i en alder er seks år startede han til fodbold i Brønshøj Boldklub. Efter en kort afstikker til Husum, vendte Kim tilbage til en omgang veteranbold hos Hvepsene.

I starten af 00’erne blev Kim medlem af Hvepse Support, hvor han har ydet en stor indsats - og stadig gør. Han er stort set med til alle kampene - både hjemme og ude - også selvom det er så eksotiske steder som Jammerbugt og Thisted.

Kim (th.) med sit fantastiske rygnummer - 666 - sammen med formanden for Hvepsene Support Steen Jørgensen (tv.)

På busturene til udekampene er Kim altid flink til at hjælpe til og står også for ciffertips. Der er altid godt gang i Kim på turene ud til kampene. Men på turene hjem, så må selv superhvepsen lade sig overmande af Ole Lukøje.

Der skal ikke herske tvivl om, at Kim virkelig brænder for fodbold. Og da Charlotte Brygger måtte lægge vingerne på hylden, stod Kim klar til at overtage tjansen som vores maskot Hvepsen Verner.

Som maskot gør Kim det intet mindre end fremragende og repræsenterer vores klub på flotteste vis.

Ligegyldig om det er interview i Go’ Morgen Danmark på TV2, interview til en maskot-julekalender, åbning af Hvepsebar eller til kampdage, så kan vi være sikre på, at Kim viser en fantastisk side af Brønshøj Boldklub.

På kampdage er han altid klar til at give en krammer eller lige få taget en selfie, inden han tager turen ind på banen. Her skal der gives high fives til spillerne og selvfølgelig skal der også hilses på publikum.

Derudover har Kim også altid være en ivrig deltager til Jule Five-a-side, hvor han ofte har brilleret i petanque, samt været dommer og deltager i Torskegildets billiardturnering.

Til sidst er der kun igen at ønske Kim et stort tillykke med de 60 år.

HURRA HURRA HURRA HURRA HURRA FÆRDIG!


Selfie-tid sammen med Verner

Luk