Stor hveps fylder 90 år
John meldte sig ind i Brønshøj Boldklub som 9-årig og har nærmest været involveret på samtlige fronter i klubben.
Som 17-årig fik John debut på førsteholdet den 16. april 1950 mod Korsør. Her var han med til at vinde 5-2 og scorede også to mål. En flot debutkamp. At John havde en målnæse udover det sædvanlige, kan ses på den imponerende statistik, som siger 283 kampe og 120 mål for førsteholdet.
I sæsonen 1955/56 var han med til at vinde 3. division - dengang landets tredjebedste række - under træner Arnold Olsen. I den afgørende kamp om oprykningen mod Helsingør, og som blev spillet i Vanløse Idrætspark, var John afgørende med det ene mål, som var nok til at sikre oprykningen. Det var et fantastisk hold, hvor der var ikke mindre end seks af vores senere landsholdsspillere på.
Det var i Brønshøj Boldklubs første guldalder, som varede fra 1956-1963, hvor højdepunktet var oprykningen til 1. division - landets bedste række - i 1961. Og John var selvfølgelig med i denne periode.
I 1958 var John med til at sende Brønshøj, som var 2. divisionsklub, i semifinalen i pokalturneringen. Den oprindelige kamp var endt 2-2, og der skulle derfor spilles omkamp. Her scorede John det afgørende mål i kampens sidste minut for 12.000 tilskuere i Idrætsparken.
Det tilskuertal blev overgået i semifinalen, hvor vi skulle ud i to kampe mod KB. Desværre blev det til et nederlag på 0-2. Men i den kamp blev vores tilskuerrekord sat med intet mindre end 31.000 tilskuer i Idrætsparken. Den bliver nok svær at slå på Tingbjerg Ground. I nederlaget blev der desværre brændt et straffespark af ellers sikre John Bengtsson.
Men det var ikke kun for Brønshøj, at John viste prøver på sit talent. Han fik debut for ”Alliancen” den 19. april 1956 og fik 15 kampe. Bl.a. med store oplevelser i Sovjetunionen. ”Alliancen” var en sammenslutning bestående af spillere fra medlemsklubberne, hvis formål var at arrangere kampe mod internationale modstandere.
Det blev efterhånden et farvel til divisionsholdet, men John var stadig aktiv i klubben. Han var med på adskillige hold helt frem til Masters-tiden. Her var der også stor succes for John og holdkammeraterne, som fik den ene førsteplads efter den anden.
I alt blev det til 760 seniorkampe og 427 seniormål for Brønshøj Boldklub. John Bengtsson var blot den tredje spiller i klubbens historie, som rundede de 500 seniorkampe, hvilket skete i 1976, hvor han blev en del af Club 500.
John var ikke kun aktiv på banen. Allerede i 1959, mens han også spillede for førsteholdet, blev han valgt ind i klubbens bestyrelse og her sad han i 30 år - 24 af dem som næstformand.
Derudover var John også træner for klubbens bedste yndlinge, hvoraf mange af dem stadig kan huske ham og fortælle om hans trænergerning - både om den store fodboldforståelse og kravene til spillerne.
Da Brønshøj Boldklub ApS - den professionelle del - var John selvfølgelig også en del af bestyrelsen. Det var han fra 1980 til 1989 - heraf formand i 1980-1981. Derudover har John også leveret en stor indsats på sponsorsiden - ikke mindst med vores tidligere sponsor Brønshøj Rotary Club.
John er ikke en kedelig fyr og det kunne ses til festlige lejligheder. Her holdt John nogle humoristiske taler og historierne blev bedre og bedre med årene.
For en stor karriere og en stor indsats i Brønshøj Boldklub har John Bengtsson også modtaget en del hædersbevisninger: Drabantprisen i 1972, Årets idrætsleder i Brønshøj-Husum i 1983, DBU’s sølvnål og i 1990 blev han æresmedlem af Brønshøj Boldklub. Senere kom John Bengtsson også op at hænge på Brønshøj Boldklubs Wall of Fame.
Til sidst skal der lyde et kæmpestort Brønshøj-tillykke til John Bengtsson.
Hurra hurra hurra HURRA HURRA HURRA FÆRDIG!