Radiometer Cup 2022 i Brønshøj Boldklub
Radiometer Cup - dengang kaldet Hvepse Cup - begyndte i 2020 midt i Corona-tiden, hvilket antallet af hold også tydeligt viste. Sidenhen har det vokset sig større og større, og i år har der været deltagelse af 139 hold, der tilsammen har spillet 307 kampe. Siden 2021 er stævnet blevet støttet af Brønshøj-virksomheden Radiometer - deraf navnet Radiometer Cup.
Selve cuppen var fordelt over tre dage: 15., 16. og 22. september. Den 15. september skulle U9 drenge og piger, U10 piger og U11 drenge i aktion. Den 16. september gjaldt det U8 drenge, U10 drenge og U12 drenge. På stævnets sidste dag var det U7 drengenes tur.
Alle tre dage var der godt med liv både på og uden for banerne, hvor der blev jublet og heppet til den helt store guldmedalje. Det hjalp også, at vejrguderne var med stævnet, som slap for både regn og blæst.
Stævneansvarlig Jesper Mathiesen sætter ord på dette års Radiometer Cup og hvad det betyder for Brønshøj Boldklub at afholde sådan et stævne.
- Det er gået rigtig godt. Der har været stor tilfredshed hos de mange hold, som har deltaget. Samtidig har de rost os for et stævne, der rammer bredt mht. niveau, samt strukturen. Som klub har vi fået vist os selv og vores flotte anlæg frem. Derudover har det skabt en klubfølelse på tværs af de forskellige hold i klubben, som har været frivillige under stævnet. Det kan ikke undervurderes. Og vi satser også hårdt på at holde det for fjerde gang næste år.
Der har også været tilfredshed hos deltagerne. Træner for Brønshøjs U10-pigehold - Henrik Engelund Jørgensen - fortæller om sin og sine spilleres oplevelse af stævnet.
- Det har været et godt stævne med mange gode hold. Brønshøj Boldklub har valgt at lave et stævne på forskellige, så alle kan være med. Dette så man også på resultaterne i vores række. Her kunne alle være med og det gav nogle dejlige, lige kampe. Mine spillere har været meget glade for at deltage i stævnet og bliver altid glade, når de får medaljer.