Menu

Per Friis runder de 80 år

28. november 2021 kl. 08:22
I dag runder den tidligere centerhalf, anfører og landsholdsspiller for Brønshøj, Per Friis, et skarpt hjørne, da han fylder 80 år.

Per blev født i Holstebro, men kom til Brønshøj i en ung alder. Han fik debut som 18-årig den 22. maj 1960 ude mod Frem Sakskøbing. Kampen endte 0-0. I alt blev det til 236 kampe og 17 mål for førsteholdet.
Tæller vi alle kampe med, så fik Per i alt spillet 655 kampe og scoret 105 mål i den sorte og gule trøje.

Per Friis var en del af det Brønshøj-hold, som i 1961, for første gang, sikrede sig oprykning til 1. division - landets bedste række.

Holdet, der rykkede op i 1961. Per Friis ses i bagerste række, nr. 2 fra venstre.

I 1969 blev Per Friis kåret til årets spiller i Brønshøj Boldklub. En pris, som blev uddelt for første gang i netop 1969. Så Per var den første, der fik denne ære. Samme år fik Per også Fiduspokalen den 19. oktober 1969 efter en 2-0 sejr over AGF. De foregående kampe havde budt på sejre over Vanløse og Holbæk på hhv. 1-0 og 5-2.

Den 23. september 1970 fik Per Friis sin landsholdsdebut. Per blev skiftet ind efter 20 minutter i stedet for anfører Erik Nielsen (B1901) i en hjemmekamp mod Norge i forbindelse med de nordiske mesterskaber. Kampen endte med et 0-1 nederlag. Det skulle blive den eneste landskamp for Per Friis.
Selv siger han - med et smil - at han fik tre landskampe: Sin første, sin eneste og sin sidste.

Per Friis sammen med tre landsholdskollegaer fra Brønshøj Boldklub.
Fra venstre mod højre: Benny Lohse, Per Friis, Per Røntved og Erik Nielsen.

Per blev i Brønshøj resten af sin seniorkarriere og fortsatte sit virke i klubben efter karrieren. I 1973 blev Per træner i Ungdomsafdelingen, hvor han i 1973 trænede puslingerne. Trænergerningen tog ham også til Jægersborg, hvor han var assistenttræner under Per Røntved i Jægersborg. Og nede på Rådvadsvej var hans træner i Stefan.

Han spillede også Old Boys sammen med mange af de tidligere holdkammerater og de stiftede senere et lukket 7. hold, som var aldeles suveræne.

At der var tale om en sammentømret gruppe af Brønshøj-spillere skal der ikke herske tvivl om. Mange af dem fra oprykningsholdet i 1961 købte også sommerhuse omkring Fårevejle. Her var dørene altid åbne og der blev holdt nogle mægtige fester.

Til sidst er kun at sige:
PER FRIIS LÆNGE LEVE - HURRA HURRA HURRA HURRA HURRA - FÆRDIG!

Per Friis sammen med mange af legenderne i Brønshøj Boldklub. Foto: Kim Høg Madsen
Fra venstre mod højre: Erik Nielsen, Ebbe Jepsen, Per Friis, John Bengtsson, Henning Nielsen,
Henning Steen Hansen, Preben Arentoft, Per Røntved og Per Aunvig.

Luk