Menu

Kim Madsen med i eksklusiv klub

image
24. oktober 2024 kl. 15:00
Stort tillykke til Kim Madsen, der i dag spillede sin seniorkamp nr. 1000, som den sjette spiller i Brønshøjs historie.

Kim har altid spillet i Brønshøj Boldklub, hvor han optrådte på samtlige ungdomshold.

Kim var en del af det talentfulde ynglingehold, der i 1964 blev nr. 2 ved DM. Kim var også med til at blive Københavnsmester i 1965.

Kims debut som senior var den 3. april 1965 på Rådvadsvej. Her fik han debut for vores 2. senior i et lokalopgør mod vores 3. senior i Københavnsserien. 2. senior vandt 2-1.

Fem måneder senere fik Kim - som 19-årig - debut på divisionsholdet den 19. september 1965 ude mod Næstved. Her tabte Brønshøj 3-1. Med på holdet var Niels Christiansen, Børge Thorup, Carsten Sørensen, Steen Duurloo, Per Friis, Kim Madsen, Søren Marcussen, Svend-Aage Mortensen, Freddie Lorentzen, Erik Nielsen og John Bengtsson. Træner var Arne Sørensen.


Kim Madsen byder velkommen til Erhvervsklubben bowlingmesterskab

I alt det blevet til 160 kampe på førsteholdet, mens det som sagt blev til seniorkamp nr. 1000 i dag, da topholdet Frem blev besejret 5-4. Kim fejrede endda jubilæet med et hattrick. Med de tre mål, er han nu oppe på 490 seniormål.

Efter tiden på førsteholdet har Kim haft andre opgaver i Brønshøj Boldklub. Han var med til at stifte Brønshøj Boldklubs professionelle afdeling, hvor Kim var direktør i 1978. I dag er Kim daglig leder af Erhvervsklubben Hvepsene samt boss for +75-holdets tipsklub.

Stort tillykke til Kim. HURRA HURRA HURRA HURRA HURRA - FÆRDIG.

Derudover skal der også lyde et stort tillykke til Henning "Mester" Frederiksen, der også har jubilæum, da han i samme kamp mod Frem rundede 950 kampe. Vi glæder os til at skrive mere om Mester, når han runder de 1000 seniorkampe.


To jubilarer: Henning "Mester" Frederiksen - 950 kampe (tv.) og Kim Madsen - 1000 kampe (th.)

Luk