Interview med indmaden
Hvor kommer kælenavnet fra?
Det kommer fra min gamle træner Henrik Engelund Jørgensen - også kendt som Gonzo i Brønshøj Boldklub. Jeg ved ikke hvorfor han kaldte mig det, men det blev bare et kælenavn for mig herude.
Du har holdt med Brønshøj i mange år, men hvornår begyndte det?
Det hele begyndte jo i 1968, da min far kørte mig ned til Raadvadsvej, hvor vi lå dengang og sagde, ”Her skal du spille fodbold min dreng.” Og jeg er blevet her lige siden. Har dog spillet i Husum på et tidspunkt, men har altid holdt med Brønshøj.
Hvornår begyndte du at komme på stadion?
Det gjorde jeg i slutningen af 1970’erne, hvor jeg begyndte at følge Brønshøj for alvor.
Hvad har der været af store oplevelser som fan?
Nogen af de største øjeblikke det er bl.a., da vi får vores eget herude i Tingbjerg. At se opbygningen af det hele og hvordan klubben har udviklet sig til den store familie, den egentlig er. Det har været en kæmpe oplevelse.
Vi har haft rigtig mange gode sportslige oplevelser herude. For mig er det største, da vi får Bo Henriksen, der begynder det at gå den rigtige vej. Vi havde jo nogle op- og nedture med kedelige resultater inden Bo kom til klubben. Så vidt jeg husker, så havde vi 13 måneder, hvor vi ikke vinder en kamp. En rigtig dårlig periode, men sammenholdet herude har aldrig slået fejl. Vi stod sammen i de 13 måneder. Vi har bare et stærkt sammenhold mellem spillere, fans osv., og det er det charmerende ved denne klub.
Du har jo været frivillig mange år som vores maskot - Hvepsen Verner - hvordan begyndte det?
Vi får Verner i 2005, og Thomas og Susanne Bryggers datter, Charlotte, er den første inde i Verner. Det var jo en hemmelighed i et godt stykke tid. Hun skal så begynde at læse, hvilket jeg får at vide til en GVI-kamp ude i Nymosen. Her henvender jeg mig til Thomas Brygger om, at jeg godt vil overtage tjansen som indmaden i Verner og prøve det. Men det blev ikke kun til en prøve, da jeg nu har været maskot i 15 år.
Der har jo også været nogle oplevelser, som Verner. Bl.a. et interview i Go’ Morgen Danmark. Hvad giver det dig at være Verner?
Det giver mig en kæmpeoplevelse. Bare det, at hans er på stadion i 30-40 minutter, giver en positiv effekt på alle! Og jeg mener på alle! Også vores udebanetilskuere. Jeg synes, at det er så fantastisk.
Der er jo mange som tager selfies med Verner og børn kommer over og hilser. Hvad er det en maskot kan gøre?
Verner har jo altid været et lyspunkt herude, og jeg tror, at den positive tilgang han har til tilskuerne, den måde han møder sine tilskuere på, smitter af. Han gemmer sig ikke! Han er virkelig offentlig.
Kim Olsen (nederst til venstre) til en af de mange udekampe
Grunden til, at vi taler med dig, skyldes jo, at du stopper som indmaden i Verner. Hvad er grunden til det?
Jeg er kommet på i en alder - 62 år - og jeg har haft ham i 15 år. Jeg er begyndt at skrante, bl.a. med min ryg og løb ud til tilskuerne kan jeg ikke mere. Så nu synes jeg, at der må lidt yngre kræfter til.
Der står jo en klar i kulissen, eller hvad?
Vi har gudskelov to mand klar til at tage over - både en fast og en afløser. Den næste Verner bliver Morten Tellstrøm, som også hjælper til i Hvepsebaren, og så er hans far Michael klar som afløser. Og så har jeg lovet dem, at går det helt bananas til en kamp, så skal jeg nok vikariere.
Hvad betyder det for dig, at du stopper efter 15 år?
Det er vemodigt. Men alt har en slutdato, og 15 år som maskot synes jeg er lang tid. Men det har været sjovt. Jeg har dog også fået mine skideballer som Verner, og dem har jeg taget til mig. Jeg har været grov en gang imellem og været lidt for ivrig. Men Verner må også godt være lidt fræk og indbyde til kaos, hvilket også kendetegner klubbens fans.
Hvordan bliver det så at kunne se de første minutter af kampene fremover. Du er jo gået glip af nogle mål i de sidste 15 år?
Jeg har jo gået og tænkt over, at det værste ved at stoppe som Verner er, at nu skal jeg til at betale for at komme ind (sagt med et grin, red.). Men det er fair nok.
Og til sidst vil jeg bare sige: ”LÆNGE LEVE BRØNSHØJ BOLDKLUB OG ALLE VORES FRIVILLIGE MED DEN INDSATS DE GØR. HATTENE AF FOR ALLE FRIVILLIGE HERUDE. DE GØR ET FANTASTISK ARBEJDE!!!”
Kim "Væbner" Olsen til højre med "666" på trøjen