En af BB's helt store profiler fylder 80
Coach Asker holdt tale, hvor han gennemgik fødselarens karriere - både som aktiv spiller, men også (og i særdeleshed) som træner og leder. Et kort uddrag: blev ungdomstræner i 1958, tog dommereksamen året efter, blev ungdomsformand i ’67, har siddet i BB’s bestyrelse i 47 år, heraf 34 år som formand, har været medlem af DBU’s bestyrelse i 20 år og to gange været medlem af DBU’s landholdsdelegation ved VM (Mexico og Japan) samt været medlem af Divisionsforeningens bestyrelse i 12 år. Hertil kommer en lang, lang række hædersbevisninger: Drabantprisen (’76), Årets idrætsleder i Brønshøj-Husum (’77), Årets idrætsleder i dansk divisionsfodbold (’87), Æresmedlem i BB (’99), KBU’s og DBU’s sølvnål (’05), KBU’s lederpris (’07), Rode prisen (’11), DBU’s guldnål (’12), medlem af BB’s Wall of Fame (’14)og æresmedlem i Divisionsforeningen (’19).
Asker takkede for den helt enestående indsats Ryberg har ydet – en indsats, der har haft enorm betydning for klubben og i høj grad har medvirket til den respekt, der står om vores klub.
Herefter fik Ryberg overrakt gaver fra holdet og +70’supporterne og der blev råbt BB hurra.
Men det var ikke slut endnu - som Erik Schæfer siger: ingen fødselsdag uden en sang. Derfor havde Schæfer medbragt London filharmonikerne, så vi havde et passende akkompagnement til hyldestsangen!
Ryberg takkede for tale, gaver og sang og understregede samtidig vigtigheden af, at +70’erne med ”følgegruppe” støtter op om klubben og hjælper med at videreføre BB-kulturen. Herefter inviterede han på frokost i BB's kantine – hvilket absolut faldt i god jord. Tak Ryberg!
Endnu en pragtfuld dag i BB.