Det sidste kampprogram
- Jeg har skrevet og redigeret klubbens kampprogram de sidste 15-16 år. Men følte, at det var blevet tid til at sige stop. Det har været fornøjeligt at interviewe trænere, spillere og andre omkring førsteholdet i et særdeles godt samarbejde med sportschef Thomas Ibsen, der har fulgt arbejdet tæt. Formændene Finn Ryberg, Jan Juul Jørgensen og senest Peer Goe Jacobsen har alle bidraget til den faste rubrik "Kære Læser" med fine kommentarer. Yderligere en tak til grafiker Janni Blohm fra Hellbrandt A/S Trykcenter fra erhvervsklubben, der i mange år har sørget for et rigtigt flot kampprogram, fortæller Niels Bjørn Hansen.
Antallet af mennesker, som har læst Niels Bjørn Hansens kampprogrammer er utallige, og der er ingen tvivl om, at de er en del af Brønshøjs historie og samtidig med til at skabe et højt serviceniveau i forbindelse med førsteholdets kampe.
- Jeg er glad for, at programmet er blevet så godt modtaget på Tingbjerg Ground. Det har været en fornøjelse at skrive, men jeg føler, at man skal stoppe mens legen er god. Det gør jeg nu. Vi ses på Tingbjerg Ground, slutter Niels Bjørn.
Sidder man nu og frygter, at der ikke længere vil være kampprogrammer til hjemmeholdets kampe, så kan man ånde lettet op. Christian Haslund, som også står for hjemmesiden og de sociale meder, overtager rollen som redaktør for kampprogrammet.
Så når hvepsene spiller deres første hjemmekamp i foråret den 25. marts mod Ringkøbing, vil der også være læsestof på Tingbjerg Ground.
Til sidst skal der lyde et stort tak for klubbens side til Niels Bjørn Hansen for hans store indsats og arbejde med kampprogrammet.