Dengang Pelé kiggede forbi
Den 29. september 2009 var en stor dag for Brønshøj Boldklub. Her fik vi besøg på Tingbjerg Ground af den helt store fodboldkonge Pelé, der netop er død 82 år gammel.
Den daværende formand for klubben Finn Ryberg slog fast: ”Pelés besøg var en af mit livs helt store oplevelser. Eleverne fra Tingbjerg Skole havde fået fri og de fyldte Tingbjerg Ground. Pelé tog sig tid til at snakke med dem og spille lidt bold og træne med drenge og piger”, tilføjede Ryberg i Brønshøj Boldklubs jubilæumsbog i 2019.
Fodboldlegenden Pelé vandt VM med Brasilien i 1958, 1962 og i 1970. Det fulde navn er Edson Arantes do Nascimento. Han var i København i forbindelse med et møde i Den Internationale Olympiske Komite for at skabe opmærksomhed om Rio de Janeiros kandidatur til OL.
Pelé ville besøge et område med udsatte børn og en klub, der tog sig af dem. Den fandt han i Brønshøj Boldklub, og fodboldkongen gav krammere og store smil til klubbens drenge og piger. På pletten var også fotograf Ulrik Jarner.