BB-ungdom: Licens
For et år siden blev Brønshøj Boldklub tildelt en stjerne i DBU's ungdomslicens-system. Siden da har licensklubberne skulle igennem en ny licensansøgning gældende for 2022-2024. I starten af denne proces valgte man i ungdomsledelsen, at trække sin ansøgning tilbage.
For et år siden blev Brønshøj Boldklub tildelt en stjerne i DBU's ungdomslicens-system. Siden da har licensklubberne skulle igennem en ny licensansøgning gældende for 2022-2024. I starten af denne proces valgte man i ungdomsledelsen, at trække sin ansøgning tilbage.
Grunden til, at der ikke ansøges skyldes, at vi kunne se, at vi ikke ville komme til at leve op til nogle af de ufravigelige krav som DBU har sat til licensklubberne. Primært har det været omkring vores organisation, hvor vi må se i øjnene at vi ikke er stærke nok, vi kunne ikke leve op til kravene på vores U10-U12 hold ift. trænerbesætningens uddannelsesniveau og vi stod heller ikke stærkt nok ledelsesmæssigt, hvor vi i fremtiden skal have flere personer ind i ledende roller og i deltids- eller fuldtidsstillinger.
Som klub har vi valgt at fastholde vores setup, så vi i dagligdagen arbejder videre som om vi stadig er licensklub. Der bliver arbejdet videre med fælles spillestil, fælles planlagt træningspensum, målmandstræning, setup for skadesdiagnosticering og mange andre ting.
Vi har fået en reaktion fra sportslig ansvarlig for ungdomsafdelingen U10-U19 Jesper Mathiesen;
- Vi er alle ærgerlige over ikke at kunne fastholde vores organisation fra sidste års licensansøgning og dermed kunne have fortsat vores udvikling som licensklub. Vi kunne se ind i en licensperiode, hvor kravene til klubberne i endnu højere grad løbende bliver skærpet og specifikt på organisationsdelen bliver kravene skærpet. Det er et hårdt slag, da det er noget vi har arbejdet ekstremt hårdt for at opnå. Vi vidste dog også godt, at det ville blive svært at fastholde vores licens status, måske endda sværere end at opnå den. Vi har i hele processen haft en god dialog med DBU og døren er absolut ikke lukket, ift. en ny ansøgning i fremtiden.
Når alt det er sagt, så kan vi som klub stadig videreudvikle os, selvom vi ikke er licensklub. Vores setup bliver fastholdt og alle vores trænere vil arbejde videre på at skabe en ungdomsafdeling, der både arbejder med talentudvikling og med fastholdelse og videreudvikling af vores breddesetup.