BB-mand fylder 75
Ole blev indmeldt i Brønshøj Boldklub i sommeren 1957 som lilleputspiller. Han gjorde sit indtog på de øvrige ungdomsspiller. Hans debut som senior kom på M-holdet, hvor han scorede to mål i 4-2 sejren over KB. På debutholdet var følgende spillere: Torben Jacobsen, Henning ”Stolpe” Otto, Bent Åkjær, Finn Ryberg, Per Jørgensen, Torben Klyver Jensen, John Møller, Christian Toft, Hardy Hansen, Kaj Duus og selvfølgelig Ole Mortensen.
I alt har Ole spillet 591 kampe og scoret 80 mål på diverse seniorhold i klubben. Kælenavnet ”Tarok” kommer fra den kendte danske travhest Tarok, som løb fra alt og alle. Og da Ole selv løb meget stærk, så kælenavnet kom helt naturligt.
Ole Mortensen blev også en af klubbens helt store ledere, og han har haft mange poster i klubben både i moderklubben og i ApS’et.
I 28 år var han i moderklubbens bestyrelse, bl.a. som Senior-formand. Det blev også til 17 år i bestyrelsen i ApS’et - heraf 11 af dem som direktør. Derudover har der også været 18 år som leder af klubbens daglige administration og 12 år i bladudvalget. Her var han medforfatter til jubilæumsskrifterne ved 75- og 90-års jubilæerne.
I 2009 blev Ole også hyldet for sin store indsats i klubben. Her blev han udnævnt til æresmedlem.
Men det er ikke kun os, der har lagt mærke til Oles indsats. I 2004 blev han hædret som Årets idrætsleder i Brønshøj-Husum.
Efter Ole stoppede som leder i BB i 2016 nyder han nu tilværelsen i Korsør med fru Ilse, men er fortsat hyppig gæst i klubben ikke mindst når Erik Askers gamle drenge spiller.
Ole længe leve og 1000 hurra hurra.