Videre i pokalen
Vi sætter os på kampen fra start af, men måtte vente til det 7. minut før kampens første farlige situation opstod. Her kom Veltz til baglinjen, hvor han fik sendt bolden ind i det lille felt. Desværre kunne Jeppe Orbe ikke nå frem til bolden.
Vi kom frem til et par gode muligheder, inden vi i det 16. minut fik bragt os foran. Orbe spillede bolden i dybden til hurtige Brendon Ziberi, der spillede bolden fladt ind til Veltz, der kunne score i et tomt mål. 0-1.
Herefter fulgte yderligere forsøg fra vores siden, men i det 27. minut fik Frederik Nielsen gult kort. Da vi spillede efter reglerne, som gælder i lokalunionerne og nedad, betød det 10 minutters pause til Frederik.
I de 10 minutter havde Frederiksholm Sydhavnen bolden en del, men de formåede aldrig at blive farlige, da vi afviste dem gang på gang.
Kampens måske største jubelbrøl kom, da hjemmeholdets Christoffer Gradman var tæt på komme igennem til en friløber. Eller også kom det, da Oliver Torp Nielsen driblede forbi en Brønshøj-spiller.
I pausen skiftede vi bl.a. Suhr ind og han kom hurtigt på tavlen. Cheftræner Thomas Westh samlede hurtigt bolden op, da den røg ud over sidelinjen. Han kastede bolden til Brendon, som kastede langt til en fri Suhr. Og ind i feltet svigtede Suhr ikke og sparkede bolden i mål. 0-2.
Det var stadig en ensidig affære, hvor det meste af spillet foregik på hjemmeholdets banehalvdel. I kampens sidste kvarter var der ikke mange kræfter tilbage hos Frederiksholm Sydhavnen. Alligevel havde de et par fine muligheder. Først forsøgte Frederik Walther sig med et kraftfuldt skud fra kanten af feltet, men måtte se bolden gå forbi mål. Og senere var et fladt indlæg tæt på at finde Nicolas Christensen.
Efter et par minutters overtid blev der fløjtet af. En kamp, hvor der skal lyde ros til Frederiksholm Sydhavnen for at kæmpe det bedste de har lært. Men også en kamp, hvor tempoet aldrig kom helt op - hvilket det heller ikke behøvede. Der var dog god stemning på tribunen, hvor lidt over 150 tilskuere fik råbt og heppet. Især Frederiksholm Sydhavnens nr. 33 Sejr Alsbjerg var en publikumsfavorit og blev mødt med tilråb fra tribunen.
Der mangler stadig at blive spillet en del kampe i 3. kvalrunde af Sydbank Pokalen, men fredag eller mandag skulle vi finde vores modstander i 4. kvalrunde, som spilles den 14.-16. juni.
Men først gælder det en vigtig kamp i Danmarksserien, hvor vi lørdag den 4. juni kl. 14 møder Union på Tingbjerg Ground.