To træningskampe i Spanien
Og sidder du så og tænker, hvem er CD Onda og UD Vall de Uxó, så fortvivl ej. Ruller du længere ned på siden kan du finde info om både Onda og Vall de Uxó.
CD Onda:
Den spanske klub, som hører til i byen Onda i Castellón, blev stiftet i 1921.
De spiller deres kampe på La Serratella, som har plads til 5.000 tilskuere.
Klubbens højeste placering kom i sæsonen 2001/02, hvor de sæsonen før havde sikret sig oprykning til Segunda División B. Her blev det dog kun til en enkelt sæson, da holdet sluttede næstsidst med syv point op til redning.
Ellers er det en klub, som hovedsageligt har befundet sig i Tercera División. De sikrede sig oprykning til denne division i midten af 1950'eren og bortset fra 1970-1988 og i 1992/1993 var klubben at finde i Tercera frem til og med 2009/2010-sæsonen.
Det endte dog med nedrykning til den øverste af de regionale divisioner - 6. bedste række - hvor de har befundet sig lige siden.
I denne sæson befinder Onda sig på en 8. plads - midt i rækken - med 28 point efter 19 runder.
Kigger vi på tidligere spiller, så er der måske ikke mange spillere, som lyder bekendte. Men dem, som fulgte med i Premier League, da Swansea - med Laudrup i spidsen - var blandt de 20 bedste i England, ville kunne genkende navnet Pablo Hernández.
Den spanske kantspiller var udlånt til CD Onda i 2004/05-sæsonen fra Valencia. Her blev det til 28 kampe og 5 mål. Senere i karrieren fik Hernández stor succes for Valencia og Swansea.
Det vil være tredje gang, at vi skal møde Onda i en træningskamp. Første gang var på træningslejren i vinteren 2015. Her tog vi en 4-1 sejr - efter at have været bagud 0-1. Vores fire mål blev scoret af Malte Kiierich Hansen, Jabar Sharza og Jonas Skovengaard (2).
Anden gang var i vinteren 2019. Denne gang blev det til en 2-1 sejr. Målscorerne i denne kamp var Saad Abbouch og Casper Löween Jensen. Videosammendrag, samt interview med Jonas Magnussen og Cem Vardar, kan ses nedenunder.
UD Vall de Uxó:
Her er også tale om en klub, som spiller i Castellón-provinsen. Den blev stiftet i 1975.
De spiller deres kampe på Estadi Municipal José Mangriñán, som har plads til 4.000 tilskuere.
Stadionet er opkaldt efter den spanske fodboldspiller José Mangriñán. Han havde stor succes i Valencia i 1950'erne, og var med til at vinde sølv i La Liga i 1952/53. Et andet stort øjeblik var i sæsonen 1954/55, hvor han fuldstændig lukkede ned for stjernespilleren Alfredo Di Stéfano. Det førte til, at han fik sit eget udsagnsord: "mangriñanear". Dette kan løst oversættes til at stoppe en spiller uden at bruge beskidte tricks.
Det er en klub, som i det meste af sin historie har befundet sig i de regionale divisioner. I tre sæsonen fra 1979 til 1982 befandt de sig i Segunda División B og i perioden 1994-2002 var de at finde i Tercera División. Men siden sæsonen 2002/03 har de været i de regionale divisioner.
Det kan dog ændre sig i denne sæson, hvor de efter 19 runder befinder sig på 1. pladsen - i samme række som CD Onda - med fem point ned til 2. pladsen. Skulle de ende på 1. eller 2. pladsen skal de spiller playoff om oprykning til Tercera División.