To kolde kasser
I 1. halvleg var vi mest på bolden, mens værterne satsede på omstillinger med deres hurtige folk oppe foran. Dog gav omstillinger ikke andet end indlæg.
Vi skabte flere gode chancer i 1. halvleg. I det 9. minut udnyttede Brendon Ziberi sin fart og kom til baglinjen. Inde i feltet fandt han Rasmus Suhr, men han fik afsluttet lige på keeperen.
To minutter senere opstod en ny god chance til Suhr. Nicholas Marfelt førte bolden fremad og spillede den ud til Suhr. Suhr tog sit klassiske træk ind i banen, men i stedet for at sende bolden over i det lange hjørne, forsøgte han at sparke i det korte hjørne. Det havde målmanden læst og kunne nappe bolden.
I det 30. minut lykkedes det for Mads Hashiba Jensen at få bolden i mål efter flot opspil lige uden for feltet. Men linjedommerens flag blev hejst og målet annulleret pga. offside.
Kort før tid kom forløsningen. Hashiba spillede bolden i dybden, hvor Jensen kom løbende bagfra. Og alene med keeperen svigtede Jensen ikke og gjorde det til 0-1.
Vi havde håbet på at kunne gå til pausen med en føring, men i 1. halvlegs overtid fik LSF endelig fuld valuta for deres indlæg, som indtil da havde været ret upræcise. Men lige dette indlæg endte i det lille felt, hvor hjemmeholdets Jacob Lind stod klar til at sende bolden nemt i mål. 1-1.
I 2. halvleg var LSF mere på bolden, men stadig uden at skabe de store chancer. Vi havde ikke samme tempo i vores spil, og der var længere mellem chancerne.
Vores bedste mulighed i 2. halvleg, inden vi igen kom foran, var i det 64. minut. Langt ude fra flugtede Oskar ”Tordenstøvle” Tranberg på mål, men måtte se sit skud ramme stolpen.
Med lidt over 10 minutter tilbage af kampen fjumrede LSF nede i forsvaret. Her lykkedes det Orbe at erobre bolden i feltet og sende bolden i mål til stillingen 1-2. Det var Orbes tredje mål i vinterens træningskampe.
Med to minutter tilbage af kampen var LSF tæt på at udligne, da en aflevering ind i feltet fandt en helt fri LSF-spiller. Men tæt på mål sparkede han bolden over kassen.
Der var ikke lagt noget tid til, da dommeren sikkert også frøs, og vi kunne derfor tage en 2-1 sejr.
Der er ingen træningskamp i weekenden, da turen går til træningslejr i Spanien den 14. februar. Her venter der to træningskampe. Mere info om dette senere.