Menu

Tidligere dansk mester til Brønshøj

image
14. marts 2023 kl. 17:35
Der er lavet en aftale med 30-årige Youssef Toutouh, som bl.a. har erfaring fra landets højeste række og de bedste europæiske turneringer.

Youssef Toutouh meldte sin ankomst i Brønshøj en uge inde i vinteropstarten. Her skulle han finde ud af, om karrieren skulle fortsætte eller ej. Heldigt for os valgte han det første.

Han har arbejdet stenhårdt de sidste 5-6 uger og begynder at nærme sig kampformen - forhåbentligt inden for 2-3 uger.

Sportschef Thomas Ibsen udtaler følgende om den seneste tilgang: ”Youssef er en fantastisk person og en fantastisk tilføjelse til vores trup. Han har et højt niveau og kan nogle ting, som man normalt ikke ser på dette niveau. Og samtidig er Toutouh et super bekendtskab uden for banen”.

De fleste følgere af dansk fodbold kender til Youssef Toutouhs meritter og cv’et taler for sig selv. Vi vil dog alligevel fremhæve to danske mesterskaber, 5 pokaltitler samt masser af europæiske kampe både i Champions League og Europa League. Derudover er det også blevet til 13 U21-landskampe for Danmark.

Toutouh har befundet sig i store og stolte danske klubber som FC København, Esbjerg og AGF, men har fået sin fodboldopdragelse i B.93 og Hvidovre. Han har senest været i Nykøbing FC.

Luk