Testet mod stærk modstander
Det var AB, som begyndte kampen bedst, og allerede i det 3. minut havde Marco Ramkilde en god mulighed. Han fik lobbet bolden over Chang, men fik ikke ramt inden for målrammen.
Netop Ramkilde var tæt på at komme helt fri i det 18. minut, men blev nedlagt af Lucas Chang-Andersen lige uden for feltet. Heldigvis var der en forsvarsspiller i nærheden, så vores målmand slap med et gult kort.
AB havde rigtig mange farlige skud ude fra, men gang på gang nåede Chang ned og fik reddet. Generelt var der mange farlige situationer, og det brændte på nogle gange. Men vi kæmpede bravt nede i defensiven. Det skal dog også sige, at vi gjorde det svært for os selv i 1. halvleg med en del dumme boldtab.
Vores første chance kom 2-3 minutter før slutfløjt, da Asger Møller Olsens indlæg blev bokset ud til Karlo Trkulja. Men Karlos afslutning manglede fart og power og AB kunne nemt sparke bolden væk.
I pausen skiftede vi syv mand, og de første 15-20 minutter af 2. halvleg var vi meget bedre med end i 1. halvleg. Bl.a. havde vi en stor mulighed til vores nye spiller Niko Larsen. Men den første afslutning blev blokeret, og den anden blev sendt lige forbi mål.
Efter en lille times spil fik AB bragt sig foran, da vi ikke sendte bolden langt nok væk. Det gav en skudmulighed til Daniel Sidoel, og han bankede bolden i mål med et flot skud uden chance for Chang i målet. 0-1 til AB.
Efter scoringen tog AB lidt over igen, og det var tæt på 0-2, da Yushi Yamaya stod helt fri i feltet. Dette blev han lidt overrasket over og fik leveret en dårlig afslutning, som Chang nemt kunne redde.
En stor chance var der også til Hlynsson fra AB, men også han stod bag en svag afslutning. I den anden ende blev Marcus Teglers spillet i dybden. Han måtte se sin første afslutning blive blokeret og den anden afslutning blev sendt lige over mål.
AB kom frem til flere afslutninger i den sidste halvdel af kampen, men for det meste var det skud ude fra. Kampens sidste afslutning var en skud fra distancen af Tranberg, der strøg over mål.
AB kunne derfor trække sig sejrrigt ud af opgøret, men vi kan også været stolte af vores præstation. For vi mødte et rigtig godt hold i dag, som er et niveau over 3. division. Samtidig kan vi igen glæde os over masse af minutter og kilometer i benene og ingen skader.
Næste og sidste træningskamp er på lørdag den 27. juli kl. 13, når vi møder Nykøbing FC fra 2. division på Tingbjerg Ground. Der vil være gratis adgang til kampen.