Suhrt for 8’erne
De første 30 minutter af kampen var vi i total kontrol. B1908 var kun et par gange på besøg omkring eller i vores felt. Ellers foregik det stort set kun oppe omkring 8’ernes felt.
Mange chancer blev det dog ikke til. Et hovedstød af Nicolai Grassi, forbier af Otto Dupont, blokeret skud af Mads Hashiba og et par upræcise afslutninger af Mathias Veltz var vores bedste muligheder i 1. halvleg.
Men vi skal selvfølgelig ikke se bort fra scoringen af Tranberg i det 13. minut. Tranberg fik selv fat i bolden på vores banehalvdel. Tranberg så, at målmanden var meget langt ude af sit mål, og sendte bolden afsted i bedste Beckham-stil fra midten. Her kunne han så stå og se bolden stryge i mål til stillingen 0-1. Høj klasse og lækker teknik af vores anfører.
Tranberg scorede et utrolig flot mål i kampen mod B1908
Skidt kvarter
Desværre formåede vi ikke at holde trykket på B1908, som i stedet for fik bedre og bedre fat, og flyttede spillet over på vores banehalvdel.
Der opstod en kæmpechance til Shimal Ado, der fik en friløber. Men Frederik Rej-Rosenqvist kom godt ud af sit mål og fik blokeret til hjørnespark.
Fem minutter inden pausen fik værterne udlignet. Der var alt for meget plads i vores venstre side, og så kunne bolden spilles skråt tilbage til Julius Hamburger-Toft, der kunne sparke bolden fladt i mål. 1-1.
Tre minutter senere var den gal igen. På, hvad der lignede en gentagelse af 1-1 målet - bare fra den anden side, fik B1908 bragt sig foran 2-1. Igen var det med Hamburger-Toft i målscorerens rolle.
Hjemmeholdet kunne derfor gå til pause med en 2-1 føring.
Casper Neerborg udligner til 2-2 (Foto: Thomas Løser)
Farlige 8'ere
Der skulle scores mål og jagtes en sejr i 2. halvleg. Det blev da også til flere chancer, men ikke nogen store og farlige af slagsen. Vores bedste mulighed var i det 68. minut, da Hashiba kastede sig i bolden, men headede langt forbi mål.
I den anden ende var det tæt på, at 8’erne øgede deres føring. Først var der en friløber til Shimal Ado, men Frederik fik lukket godt af og pareret til hjørne.
På det efterfølgende hjørnespark fik B1908 hele tre mulighed for at score deres tredje mål i kampen. Først måtte Frederik redde, så blev der headet på overlæggeren og til sidst fik Frederik vippet bolden over mål.
Det brændte for alvor på og værternes Mathias Andersen havde senere i kampen sikkert også scoret til 3-1, hvis ikke Otto havde fået kastet sig ned i sidste øjeblik.
Rasmus Suhr bliver dagens mand i skysovs, da han i overtiden gør det til 2-3 (Foto: Thomas Løser)
The Comeback Wasps
Det var ikke prangende at se på, og man havde svært ved at se, hvorfra det udlignende mål skulle komme fra.
Men så modtog Neerborg bolden i højre side, trak ind i banen og fik afsluttet. Lidt heldigt ramte bolden en 8’er og strøg i mål. Men pyt med det. Neerborgs første mål i Brønshøj-trøjen og udligning til 2-2.
I overtiden måtte B1908’s målmand Mads Bjørn hive en TV-redning frem, cheftræner Thomas Westh mente vi blev snydt for straffe, B1908 ville gerne have haft rødt kort til Tranberg og nå ja, så scorede vi sgu til 3-2.
På en omstilling blev bolden sendt ud til Rasmus Rønne. Han tog et træk uden om målmanden og kunne finde Suhr inde i feltet. Her skulle Suhr bare berøre bolden og så gik de mange hvepse i Sundby Idrætspark amok. 3-2 til Brønshøj og endnu en comeback-sejr.
Og da Karlslunde og Holbæk spillede 2-2 i dag, efter en dramatisk afslutning, har vi sat os på 1. pladsen i puljen.
På lørdag går vi i gang med anden halvdel af efteråret og vi lægger ud med en topkamp ude mod Karlslunde på Hampen Park den 1. oktober kl. 13.