Menu

Stolpe ud

image
23. april 2022 kl. 19:15
Kraftig forbedring i forhold til sidste weekend, to forsøg på overliggeren, en kortglad dommer og skønt fodboldvejr er blot nogle af de ting, som vi kan fremhæve ved dagens 0-0 kamp hjemme mod Allerød. Vi havde chancerne, men en målmand med magiske hænder og et mål, som godt måtte have lidt større, blev hindringer i jagten på sejr.

De første 20 minutter af kampen foregik for det meste på Allerøds præmisser, dog uden at de blev farlige. Langsomt åd vi os ind i kampen og satte Allerød under pres.

Lidt over halvvejs i 1. halvleg var det tæt på en scoring af Nicolai Grassi Johannessen. Han tog et frispark fra siden af straffesparksfeltet. Her sigtede han mod forreste stolpe, hvor bolden var gået ind, hvis ikke en Allerød-spiller havde stået i vejen.

Der blev råbt på straffe i situationen, men videooptagelsen viser, at armen var nede langs kroppen.

Godt og vel 10 minutter senere fandt Mathias Veltz sin indre Joakim Mæhle frem, og med højre yderside lagde han et perfekt indlæg ind til Jeppe Orbe. Orbe fik dog mistimet sit hop og fik headet over mål.

Derudover havde Festim Mustafi et par forsøg fra distancen, mens Allerød bedste forsøg var et par skud som begge gik forbi mål.

Ellers var det en chancefattig 1. halvleg, hvor dommeren fik hevet hele fem gule kort op af lommen - fire til Allerød og et enkelt til os. I alt blev det til syv gule kort

I 2. halvleg satte vi os på spillet fra start af, og Allerød var sjældne gæster omkring vores felt. Ellers foregik det meste omkring gæsternes straffesparksfelt. Her kom vi frem til en 7-8 gode chancer, men målmanden og træværket gjorde deres bedste for at holde os fra scoringer.

På trods af at være presset tilbage i store dele af 2. halvleg, så kom Allerød frem til et par gode afslutninger i 2. halvleg. Men Tim Lund leverede et par gode redninger og kunne glæde sig over forårets første clean sheet.

Kigger vi på nogen af vores største chancer i anden halvdel af kampen, så var det tæt på bare 2-3 minutter inde i 2. halvleg. Allerøds Nikolai Have stod for en omgang risikabelt forsvarsspil, da han sparkede bolden direkte ind på Veltz. Målmanden var væk fra målet og kunne ikke nå at løbe bolden op. Men heldigt for Allerød og uheldigt for os, så gik bolden forbi mål.

Der var også to kæmpechancer til Orbe. Den første kom efter en Zidane-finte fra Veltz, der gav en friløber til Orbe. Men målmand Magnus Christensen kom godt ud af sit mål og fik blokeret.  Senere opstod en ny stor chance til Orbe, da Matin Husaini med en følt yderside fandt angriberen inde i feltet. Men Orbe ramte bolden skidt og målmanden kunne nemt samle bolden op.

2. halvleg bød også på to forsøg på overliggeren. Først et lumsk forsøg fra Johannessen, der smed et indlæg direkte på kassen. Her strøg bolden over keeperen, men ramte overliggeren. Med et kvarter tilbage var overliggeren igen mod os. En Allerød-spiller fik headet mod eget mål, men en refleksredning af Magnus Christensen forhindrede os i at tage føringen.

Selvfølgelig er det ærgerligt, at vi ikke fik sejren. Men det var skønt at se spillerne levere en betydelig bedre indsats end sidste weekend mod Ishøj. Det er den indstilling, som kommer til at give os sejre.

Og sejrene må meget gerne begynde at komme i næste runde, hvor turen går til Tømrermester Jim Jensens Park i Espelunden, hvor vi møder Avarta fredag den 29. april kl. 18.30.

Luk