Menu

Sensation!!!

image Chang jubler efter at taget et straffespark (Foto: Hans Kurt Frederiksen)
04. september 2024 kl. 19:35
En fantastisk aften i går, hvor vi spillede os videre til 3. runde i Oddset Pokalen hjemme mod Vejle i Superligaen efter 1-1 i ordinær tid plus forlænget spilletid og endelig efter straffespark. Det er dog først nu, at vi har fået armene ned efter triumfen, så vi kan skrive et referat af kampen.

Vi kunne ikke have fået en bedre start. For vejlensernes venstreback Miiko Albornoz klumrede i det efter ca. et minuts penge. Om det var fansens råb om, at han var tyk (selvfølgelig kun for sjov) eller noget helt andet, der gjorde udslaget, skal vi ikke gøre os kloge.

Men vi ved, at Aga Öcal tog bolden fra ham, udnyttede sin hurtig og alene med keeperen sparkede over i det lange hjørne. Fantastisk start og så var festen skudt i gang på Tingbjerg Ground. 1-0 til os efter 64 sekunders spil.


Agas mål til 1-0 efter 64 sekunder

Vejle skulle lige bruge et par minutter på at sunde sig efter chok-scoringen, men som ventet satte de sig på spillet og fik sat os under pres. Især gæsternes store angriber Christian Gammelgaard fik udnyttet sin fysik godt og gjorde livet svært for os. Gammelgaards bedste forsøg var et skud mod nærmeste stolpe, men her fik Lucas Chang-Andersen kastet sig fremragende ned og fik afværget en Vejle-scoring.

Det blev til flere Vejle-chancer, men skarpheden var blevet på den anden side af Lillebælt og Storebælt. For enten blev der sparket over mål, eller også stod en særdeles velspillende Chang i vejen.

Men Chang viste også eksempler på sin styrke, da han simpelthen fjernede Gammelgaard, da denne forsøgte at komme forbi Chang.


Chang napper Gammelgaards forsøg

I Vejles gode periode var vi selvfølgelig presset, men vi formåede alligevel at presse dem flere gange, og de turde ikke helt slipper håndbremsen. Især Aga oppe i front leverede en kæmpeindsats og stressede dem flere gange med sin hurtighed.

Da der var spillet en halv time, virkede det som om, at Vejles pres faldt. De kom ikke længere frem til så mange chancer. Faktisk talte vi kun en til dem i de sidste 15 minutter af 1. halvleg. Den tilfaldt Albornoz, der testede Chang, som dog fik slået bolden til hjørne.

Vi kunne derfor gå til pausen med en 1-0 føring efter en formidabel indsats. I pausen satte vi friske kræfter ind, da Lau Christensen og Ali Shah blev skiftet ud med Lukas Kiilerich og Karlo Trkulja - to fysisk stærke spillere.

I stort set hele 2. halvleg var Vejle på bolden, og presset var enormt. Chancerne kom Vejle også frem til, men Chang stod konstant i vejen. F.eks. da Kristian Kirkegaard var helt fri foran mål, men en fodparade af Chang forhindrede Vejle-spilleren i at komme på tavlen.


Chang piller pynten af Kirkegaard

Chancerne fortsatte med at tilfalde Vejle. Det lykkedes dog os at komme frem til et enkelt skud efter en times spil, da vi en sjælden gang var oppe på Vejles banehalvdel. Her trak Neerborg ind i banen og svingede venstrebenet, men han sparkede et godt stykke over mål.

Vejle havde været tæt på flere gange, og i det 63. minut fik de endelig hul på bylden. Kirkegaard kom ind i feltet, hvor han spillede bolden på tværs til Dimitrios Emmanouilidis. Han sparkede første gang og fik sendt bolden forbi Chang og i mål. Stillingen var nu 1-1.


Dimitrios Emmanouilidis udligner til 1-1

Vejle fortsatte deres pres, da de gerne ville afgøre kampen i den ordinære tid, men lige meget hvor meget de forsøgte sig, så kom de ikke på tavlen mere i 2. halvleg. Vejle havde ellers chancerne, men især Emmanouilidis var slem til at brænde for vejlenserne.

I slutningen af den ordinære tid var det os, der fik lagt et lille pres på Vejle med flere dødbolde.

Men efter godt og vel fem minutters overtid fløjtede dommer Jonas Hansen af og vi skulle ud i to gange forlængede. Inden det begyndte, foretog vi vores sidste udskiftning, da Mathias Bill kom ind i stedet for Atici.

Desværre fik Jonas Idris raget en skade og/eller krampe til sig i begyndelsen af den forlængede spilletid. Da vi ikke havde flere udskiftninger, blev vi nødt til at beholde ham på banen. Vores to trænere valgte at smide ham helt op i front. Men reelt set betød det, at vi spillede stort set hele den forlængede spilletid med en mand i undertal.

Vejle producerede stadig mange chancer, men de brændte gang på gang - også selvom de havde skiftet deres nye angriber - Emmanuel Yeboah - ind. Bedste mulighed kom, da de endelig fik prikket bolden forbi Chang, men også lige forbi mål.


Vejle tæt på at tage føringen i den forlængede spilletid

De sidste femten minutter af kampen bød på gode chancer til Vejle, men hold da ferie, hvor vi forsvarede os godt. Og da stadionuret ramte 120 minutter fløjtede Jonas Hansen af… Kampen skulle afgøres i en straffesparkskonkurrence.

Lodtrækningen blev, at der skulle sparkes ned mod vores klubhus, hvor rigtig mange Brønshøj-fans havde taget opstilling, og Vejle skulle tage det første spark.

Første sparker var Emmanouilidis, og han scorede sikkert. Det samme gjorde Simon Holden for os, da han sparkede lige i mål. Chang er efter hånden blev en ekspert i at redde straffespark, og han fik også nappet Marius Elvius’ forsøg fra 11-meterpletten. Desværre brændte Niko Larsen sit spark, så det var stadig helt lige.

Herefter fulgte tre fuldtræffere fra begge hold, bl.a. fra vores målmand - Chang - der sendte bolden i mål helt ude ved stolpen. Den finske landsholdsspiller Richard Jensen var næste sparker for Vejle. Han har spillet på store adresser i Holland, Polen og Skotland, men alligevel formåede De Smukkeste i København at hyle ham ud af den, for han sendte nemlig sit straffespark forbi mål.

Nu kunne vi tage sejren, hvis Mikkel Lynge scorede på sit forsøg. En ung spiller, der for lidt under en måned siden fyldte 19 år, er i gang med sin første rigtige sæson som seniorspiller og er vært på BBTV. Han havde løbet solen sort i kampen mod Vejle, været en force inde centralt og var løbet helt tør for kræfter. Alligevel tog han ansvaret på sine skuldre og scorede via stolpen.

Massiv jubel hos størstedelen af de næsten 1300 tilskuere, da det stod klart, at vi var klar til 3. runde i Oddset Pokalen og havde sendt Vejle fra Superligaen ud.

Hele straffesparkskonkurrencen - et lille udfald ved Colinas spark (klip fra pokalturnering.dk og Viaplay)

En formidabel og fantastisk kamp af drengene. En kamp, hvor vi var indstillet på ”bare” at få en fed oplevelse mod et godt hold og foran mange fans. Men hvor taktikken blev ændret takket være et tidligt mål af Aga, en stærk Chang mellem stængerne og en trup, der ofrede sig for hinanden. Og satsningen gav pote. For efter 120 minutters spil og 12 straffespark kunne der festes igennem i klubhuset, mens Vejle slukøret måtte rejse hjem til Østjylland og i stedet for fokusere på Superligaen og jagten på deres første sejr.

Omvendt kan vi stadig prale af at være ubesejrede på Tingbjerg Ground siden den 25. august 2023 - altså i mere end et år - og vi er med i puljen på fredag, når der trækkes lod 8.30 til 3. runde i Oddset Pokalen. Her er der ikke længere geografiske begrænsninger, men der stadig mulighed for at få nogle kongekampe mod FC København, Brøndby, Hvidovre eller Frem. Men det finder vi ud af på fredag.

Nu er der blevet slappet af i dag og fyldt depoterne op. I morgen - torsdag - skal der trænes, fredag skal fokus begynde at indfinde sig og lørdag den 7. september kl. 14 gælder det 3. division, hvor vi møder Young Boys i Søholt Idrætspark i Silkeborg. Her håber vi selvfølgelig på at se en masse hvepse.

Luk