Menu

Rød utur

image
26. marts 2022 kl. 20:58
Det blev til et ufortjent 1-2 nederlag på hjemmebane i forårspremieren mod Solrød FC. Selv med en mand i undertal i godt og vel en halvleg, så var vi dominerende og skulle have vundet kampen. Men Solrød scorede på to tilfældigheder. Rasmus Suhr blev vores enlige målscorer i en kamp, der havde tre rødt kort - to af dem til os. En kamp, hvor vi også havde otte debutant - syv af dem i startopstillingen.

Det var tydeligt for de mere end 500 fremmødte - rigtig flot tilskuertal i øvrigt og tak for den fantastiske støtte - at det ville blive en kamp, hvor vi var mest på bolden. Dette sås allerede fra første fløjt, hvor Solrød med - til tider - fem mand i bagkæden havde et defensivt fokus.

Vi fik også skabt et par fine muligheder i første halvdel af 1. halvleg, men alligevel var det Solrød, der kom foran. En afslutning fra kanten af feltet blev sendt mod mål, og her fik Lasse Rau-Højer en tå på bolden, der gik om bag en chanceløs Frederik Rej-Rosenqvist. 0-1.

Vi forsøgte at svare hurtigt, og det var tæt på i det 32. minut. Martin sled sig fri fra flere Solrød-spillere og sendte bolden skråt tilbage til Mads Hashiba. Hashiba afsluttede første gang, men desværre lige på Solrøds målmand Sebastian Blynov, der nåede at samle benene.

Men minuttet efter var der gevinst. Nicholas Marfelt kom i et overlap og fik sendt bolden mod bagerste stolpe. Her stod Suhr helt fri og kunne heade sin 11. sæsonscoring i kassen. 1-1.

Fem minutter senere lignede det, at Hashiba blev nedlagt i feltet. Men dommeren mente, at det var udenfor og dømte frispark. Dette frispark skulle Marfelt tage sig af, men han måtte se sit forsøg ramme trekantssammenføjningen.

Lige inden pausen var Marfelt igen i centrum. Der blev gået hårdt til en Solrød-spiller og dette takserede dommeren til direkte rødt kort. Så vi skulle spille hele anden halvleg med en mand i undertal.

Efter pausen var det ikke til at se, at Solrød havde en mand mere på banen end vi havde. Især Martin Jensen, der også blev kåret til kampens spiller fansene, legede med Solrød og skabte flere farlige situationer.

Og bedst som vi troede, at vi ville få kampens næste scoring, så var det gæsterne fra Solrød som kom foran. Andreas Lampadarios fik blokeret en afslutning med hovedet, men heldigt for Solrød røg bolden direkte hen til Lasse Rau-Højer. Rau-Højer flugtede til bolden med det samme og kunne score sit andet mål i kampen. 1-2.

To minutter senere var vi tæt på at udligne, da Hashiba spillede bolden skråt tilbage til Suhr. Men en fantastisk redning af Blynov fik forhindret os i at score.

Men små 10 minutter tilbage af kampen var det Solrøds tur til at blive reduceret til 10 mand. Andreas Dittler modtog sit andet gule kort og måtte gå tidligt i bad.

Kort efter skulle det være blevet 2-2, men en helt fri Jeppe Orbe fik sendt bolden meget langt over mål.

I stedet for mål nummer to, blev det til rødt kort nummer to. Mads Hashiba fik nemlig sit andet gule kort efter et mindre sammenstød på midten af banen.

Efter fire minutters overtid fløjtede dommeren kampen af.

Det var svært efter kampen at skulle motivere sig selv til at skrive referat af kampen, når vi taber på denne måde. Ser vi bort fra de røde kort, så gjorde vi næsten alt rigtigt i kampen, og med mere held i sprøjten var det blevet til en sejr i dag. I stedet for sidder man lidt slukøret tilbage og ærgrer sig over nederlaget. Men selvom det hele kan være lidt trist og øv lige nu, så vil vi kigge fremad.

Og i morgen vil vi måske stadig være lidt skuffet, men også være glade for den måde vi spillede kampen. Det vidner om et godt forår, og mon ikke at der venter os tre point, når vi på lørdag den 2. april gæster Union på Genforeningspladsen. Det er i hvert fald tiltrængt.

Luk