Revanche mod Roskilde
Gæsterne fra Roskilde fik en drømmestart. En Roskilde-spiller kom på bolden før Nicholas Marfelt, som fik lavet straffe på Jonas Sjøbeck. Dette straffespark udnyttede Marco Sander Petersen sikkert og bragte gæsterne foran 0-1.
Vi fik efterhånden bedre fat i kampen, og et kvarter inde i kampen gjorde Marfelt skaden god igen. Nicolai Jægergaard fik fat i bolden og spillede den videre til Marfelt, som med en firsttimer bankede bolden i mål til stillingen 1-1.
Rødt til Roskilde
Der var chancer til både os og Roskilde. Den største af disse tilfaldt gæsternes Cömert Aga Öcal, men Frederik Rej-Rosenqvist fik på flot vis reddet.
I det 34. minut lavede udeholdets Mathias Piel en hård tackling på Matin Husaini og fik korrekt gult kort. Fem minutter senere modtog Piel sit andet gule kort, da han nedlagde Rasmus Suhr i feltet. Straffe til os og rødt kort til Piel.
Suhr udnyttede straffesparket og bragte os foran 2-1. Selve straffesparket blev sparket fladt og helt ude ved stolpen. Keeperen hoppede ganske rigtigt til den rigtige side, men havde ikke lange nok arme.
Desværre holdt vi ikke føringen til pause. En foræring gav en friløber til Aga Öcal. Alene med Frederik svigtede den hurtige spiller ikke og han fik udlignet til 2-2.
Marfelt var både skurk og helt i 1. halvleg (Foto: Jakob Termansen)
Indskifter blev helt
Der var lidt mindre action i 2. halvleg for at sige det mildt. Roskilde skiftede tre mand i pausen og stillede sig forståeligt langt tilbage. Vi havde svært ved at spille os igennem deres kompakte defensiv og det kunne mærkes på både spil og chancer.
I kampens sidste kvarter så det ud til, at Roskilde var ved at løbe tør for kræfter og vi fik nemmere ved at kombinere os igennem. Det gav nogle okay muligheder, men ingen mål.
Med ti minutter igen blev Kevin Bechmann Timm skiftet ind og fem minutter senere blev han matchvinder. Fra kanten af feltet bankede Kevin til bolden. Her kunne han se bolden blive rettet af og stryge i mål. 3-2 til os og vild jubel på tribunen. Kevin kunne ikke have valgt en bedre dag at komme på tavlen. Den tidligere hveps - og Kevins far - Jan Timm kunne nemlig være blevet 69 år i går.
Hul til forfølgerne
Med sejren befinder vi os stadig på 1. pladsen med Karslunde - som også vandt i dag - lige i hælene. Men der er slået et hul på syv point ned til Holbæk og Tårnby - på hhv. 3. og 4. pladsen - da begge hold i denne runde smed point.
I næste runde venter en svær udekamp mod Greve. Det har aldrig været nemt i Greve. Vi kommer også til at møde et hold, der gerne vil revanchere 6-1 nederlaget på Tingbjerg Ground tidligere på sæsonen.
Vi håber på at se mange hvepse i Greve lørdag den 22. oktober kl. 13.