Menu

Referat: Tættere på 1. pladsen

image
26. maj 2024 kl. 17:10
Det blev til den femte sejr i træk, da vi i går vandt 2-0 ude mod Karlslunde. Med sejren holder vi afstanden til Glostrup, mens vi samtidig kom tættere på Sundby. Ali Shah og Benjamin Riisgaard scorede vores mål.

Kampen startede med muligheder i begge ender. Mican havde et forsøg fra kanten af feltet, mens Benjamin var tæt på at komme frem til en afslutning. Tættest på en scoring var dog Karlslunde. Her var Nabate utroligt tæt på, da han sigtede på det lange hjørne, men bolden ramte stolpen.

Herefter fulgte nogle skud fra distancen til begge hold, men uden at det skabte problemer for målmændene. Halvvejs igennem 1. halvleg kom Ali frem til en stor chance, men han sparkede over mål.

Med lidt over fem minutter tilbage af 1. halvleg fik vi bolden i mål, da bolden blev sendt ind til Benjamin. Desværre vurderede linjedommeren, at Benjamin var lidt for langt fremme og målet blev annulleret pga. offside.

I overtiden af 1. halvleg opstod der lidt uenigheder i Karlslundes felt. Benjamin gik efter bolden, men fik ram på både den og målmanden. Det fik en Karlslunde-spiller til at skubbe til Benjamin. Det fik Brønshøj-spillere til at reagere. Til sidst blev det hele ordnet i fred og fordragelighed, da dommeren uddelte et gult kort til hvert hold.

I 2. halvleg fik vi en drømmestart, da Porsgrunn spillede bolden hen Ali. Ali fik lov til at løbe uhindret ind i feltet og kunne banke bolden op i nettaget. 1-0 til os.

Der var ikke mange chancer i 2. halvleg, og dem der var manglede kvalitet. Men med små tyve minutter tilbage af kampen kom der endnu et mål.

Mican blev sendt ned langs venstre side og løb mod mål. Her forsøgte han at sende bolden forbi Karlslundes målmand. Målmanden nappede afslutningen, men returen røg ud til Benjamin, der kunne score i et næsten tomt mål. 2-0 til os.

Et par minutter efter var Karlslunde tæt på at reducere ved Toftdahl, men en flot parade af Chang forhindrede en scoring til hjemmeholdet. Det var for resten Changs fjortende clean sheet i denne sæson.

Med syv minutter tilbage af kampen var vi tæt på at komme foran 3-0. Indskiftede Bilal Jorf stod helt fri i feltet, da bolden blev sendt ind i feltet. Men Bilal fik headet forbi mål.

Efter fire minutters overtid fløjtede dommeren kampen af og vi kunne fejre endnu en sejr - den femte i træk. Samtidig kom vi tættere på Sundby og 1. pladsen, da Sundby tabte til HUI om fredagen. Nu resterer der tre kampe til at erobre 1. pladsen. Den første af de tre spilles på fredag den 31. maj kl. 18.30, hvor Skjold gæster Tingbjerg Ground.

Luk