Menu

Referat: Helte fra bænken

image De to målscorere - Niko Larsen og Aga Öcal (Foto: Jakob Termansen)
14. september 2024 kl. 10:31
Mere end 800 tilskuere så hvepsene nappe en 2-0 sejr i lokalopgøret mod Avarta på Tingbjerg Ground i går aftes. Indskifterne Niko Larsen og Aga Öcal stod for målene.

Vi var tæt på at få en drømmestart efter to minutters spil, da Lucas Koch smed bolden ind til bagerste stolpe. Her var Lukas Kiilerich tæt på at få hovedet på, men ramte ikke bolden. Lige bagved kom Søren Sørensen løbende. Han blev nok lidt overrasket over, at Kiilerich ikke fik ram på bolden, så afslutningen blev sendt i sidenettet i stedet for i mål.


Søren tæt på at give os en drømmestart

Vi var mest på bolden, men Avarta kom frem til et par muligheder. Asbjørn Larsen fik hovedet på et indlæg, men headede forbi mål. Og små 10 minutter senere forsøgte gæsterne sig med et skud inde i feltet, men dette fik vi blokeret.

I det 20. minut var vi utrolig tæt på at komme foran. Ali Shah fik taget bolden til sig og med sublim teknik og elegance kom han fri og kunne - helt Laudrupsk - spille Benjamin Bennett, som fik sin debut, helt fri. Bennett sparkede første gang, men en stærk arm og utrolig flot redning af Avartas målmand Thomas Gall forhindrede en føring til os.


Thomas Gall napper Bennetts forsøg

Herefter fulgte en periode med lidt dødvande. Det blev til nogle forsøg fra distancen af begge hold. I slutsekunder af 1. halvleg fik Asbjørn Larsen en stor mulighed, da han fik hovedet på inde i feltet. Men den stærke forsvarsspiller fik headet et stykke forbi mål.

En godkendt halvleg af os, hvor vi skulle have scoret én - måske to gange - men bortset fra manglende mål, kunne vi gå til pausen tilfredse med spillet.

Det første kvarter af 2. halvleg bød på et frisparksforsøg af Bennett og et langskud af Ali, men begge måtte se deres afslutning gå forbi mål. I denne periode kom Avarta også frem til en kæmpechance, da Abdoulie Manneh stod helt fri i feltet. Her fik Lucas Chang-Andersen fingrene på kuglen og fik slået den på stolpen. Returen fik vi sparket væk.


Chang napper Mannehs forsøg

Der fulgte så en periode, hvor ingen af holdene kom frem til chance eller fik overtaget. I samme periode skiftede vi tre mand. Her kom Karlo Trkulja, Niko Larsen og Aga Öcal ind, og det skulle vise sig at være en god idé.

For i det 74. minut modtog Karlo bolden på Avartas banehalvdel. Han tog et træk udenom en Avarta-spiller, inden han sendte bolden over Avarta-forsvaret til Niko. Vinklen blev meget spids, men det forhindrede ikke Niko i at sparke første gang til kuglen og i mål - nærmest fra baglinjen. 1-0 til os og Nikos første Brønshøj-mål.


Niko bringer os foran med sit første Brønshøj-mål

Efter målet overtog Avarta lidt kampen og fik lagt et pres på, bl.a. med flere dødbolde. Vi stod dog godt imod og Avartas bedste forsøg var et skud af Jonas Jørgensen, som heldigvis ramte en Brønshøj-fod og gik ud til hjørne.

Vi havde et par forsøg fra kanten af feltet til Asger Møller Olsen og Mican Atici, men begge gik over mål.

I overtiden fik Aga Öcal lukket kampen, da bolden løb væk fra Avartas målmand. Her sendte Asger bolden til Aga, der tog et par træk, inden han med et flot spark sendte kuglen i det tomme net. 2-0 til os. Man kan dog se på videoen af målet, at der skulle være dømt offside, men der var nok lidt forvirring over, at målmanden var væk.


Aga scorer til 2-0 i overtiden

Efter seks minutters overtid fløjtede kampens dommer af og de 861 tilskuere kunne fejre en flot sejr. Sejren betyder, at vi går fra 9. pladsen til 3. pladsen, inden rundens øvrige kampe, som spilles i dag og i morgen. Det vidner om en tæt række, og netop derfor er sejre ekstremt vigtige.

Og en sejr er, hvad vi jagter i næste kamp, som spilles fredag den 20. september kl. 19.30 mod Sundby i Sundby Idrætspark. Her skal vi også have revanche for de to nederlag i sidste sæson mod vores med-oprykker. Vi håber, at mange hvepse vil tage turen ud til Sundby.

Lidt bonusinfo fra dagens kamp: Det er nu over et år siden, at vi sidst har tabt på Tingbjerg Ground, og Chang fik sit 27. clean sheet i 51 kampe. Begge dele er imponerende!

Luk