Referat: De brændte chancers kamp
Allerede efter tre minutter var det tæt på en Brønshøj-scoring. Hashiba fik lagt bolden ind i feltet, hvor Mican kom løbende. Her prikkede han til bolden, men en Karlslunde-tå kom i vejen og fik sendt bolden til hjørne. Kort tid efter sendte Tranberg et hjørnespark ind i feltet. Her steg Søren til vejrs, men fik headet over mål.
Vi sad mest på bolden, men det forhindrede ikke Karlslunde i at komme frem til et par chancer. Den farligste af disse stod Christian Toftdahl for, da han sigtede mod det lange hjørne, men fik sendt bolden forbi kassen.
Cirka halvvejs i 1. halvleg burde vi være kommet foran. Bolden blev spillet ind i feltet, hvor Ali sendte den videre til en helt fri Hashiba. Hashiba havde alverdens tid - måske for meget - og fik afsluttet lige på keeperen. Vi fastholdt bolden oppe i Karlslundes felt og skabte også en chance til Mican. Men igen kom keeperen i vejen.
Chancerne fortsatte med at komme og til flere forskellige spillere. Mican havde et par stykker, hvor der blev afsluttet for hurtigt. Hashiba havde et forsøg, der blev reddet på stregen. Ali havde en stor chance efter koks i Karlslundes defensiv. Derudover var der også et par skud fra distancen.
Et lille udpluk af nogle af vores store chancer i dag mod Karlslunde
I slutningen af 1. halvleg var det dog Karlslunde, der var tæt på at bringe sig foran. Vi mistede bolden et farligt sted, men fik forhindret en scoring til gæsterne. Og på et hjørnespark i overtiden stod Moestrup helt fri, men kunne ikke få styret bolden mod mål.
Så en 1. halvleg, hvor vi burde havde scoret mindst tre mål.
I 2. halvleg fortsatte vi med at være mest på bolden, men var ikke lige så chanceskabende, som i 1. halvleg - i hvert fald ikke de første 20 minutter. Men fra det 70. minut af kampen begyndte chancerne igen at komme.
Mican fik fintet sig fri af sin oppasser og skød på mål, men en flot fodparade af Patrick Christensen i Karlslundes mål. Et par minutter senere forsøgte Ashab at spille Mican fri, men målmanden kom godt ud af sit mål og fik sikret sig bolden.
Med cirka et kvarter tilbage af kampen kom Karlslunde frem til to rigtig gode chancer. Igen fik vi kludret i det nede i defensive, men Chang leverede en fin redning. På det efterfølgende hjørnespark blev der headet kraftigt mod mål, men en stærk hånd fra Chang fik slået bolden på overliggeren.
Karlslunde rammer overliggeren
Godt og vel 10 minutter for slutfløjt var vi igen tæt på. Hashiba spillede bolden tilbage til en fri Porsgrunn, der sparkede første gang - men lige på keeperen. Returen røg ud til Ashab, der spillede bolden til en medspiller, men denne måtte se sin afslutning blive blokeret.
Der var et par løse chancer til begge hold. I overtiden kunne Karlslunde stjæle sejren, da en af deres spillere stod helt fri på kanten af feltet. Men han ramte bolden skidt og Chang kunne nemt samle bolden op.
Det hele sluttede derfor 0-0. En kamp, som vi burde havde vundet, men det kræver, at vi scorer på vores chancer. Vi ved godt, at med dagens resultat øgedes afstanden til Sundby. Men skal vi tage de positive briller på, så fik vi skabt en masse chancer, afstanden til Glostrup på 2. pladsen er uændret og vi kan stadig selv afgøre vores skæbne.
I dag og i morgen vil vi skuffet over resultatet, men allerede på mandag skal der kigges frem mod næste rundes kamp. Her går turen til kunstbanen i Fælledparken, hvor vi skal møde Skjold den 27. april kl. 14.