Referat: Bedst i test
Avarta var godt kørende i kampens første 15 minutter. Her fik de spillet bolden godt rundt, mens vi stod i vores egen zone. Det blev til en stor chance til Avarta, som dog blev misbrugt, da bolden blev sparket over mål fra 6-7 meters afstand.
Vi begyndte at æde os ind i kampen og de sidste 30 minutter af 1. halvleg var vi bedst. Vi havde mange lovende angreb, men den sidste aflevering omkring Avartas felt sad ikke altid lige i skabet. Det blev derfor ikke til mange chancer. Tættest på mål i 1. halvleg var Ashab Mukudajev med et skud lige på målmanden.
1. halvleg var en chancefattig affære, og i de første 20 minutter af 2. halvleg var billedet det samme. Men fra det 67. minut kom der lidt flere afslutninger.
Den bedste af disse kom i det 67. minut, da vi fik frispark lige uden for feltet. Bolden blev meget elegant sendt over muren, mens målmanden stod med begge fødder solidt plantet på kunstgræsset og kunne se bolden ramme ydersiden af stolpen. Det tætteste vi var på en scoring indtil videre i kampen.
Vi fortsatte med at spille en god omgang fodbold, men måtte desværre se Avarta bringe sig foran i det 83. minut. En Avarta-spiller fik foden på et indlæg fra deres højre side og sendt bolden forbi en chanceløs Sebastian Klausen.
Målet gav Avarta lidt ekstra energi og to minutter senere var de tæt på at bringe sig yderligere foran. Men lange fingre fra Sebastian Klausen forhindrede endnu en Avarta-scoring.
Vi gav dog aldrig op og pressede på for en udligning. Den troede vi kom i det andet overtidsminut. Efter lidt ping-pong endte bolden hos fødselar Emil Møller Jørgensen, der fyldte 18 år, og han kunne bare sætte indersiden på og sende bolden i mål.
En perfekt fødselsdagsgave til Møller, men dommeren havde været lidt for hurtig med fløjten og dømt straffespark lige inden Møller scorede. Og man måtte håbe for dommeren, at vi scorede på straffesparket.
Det gjorde vi heldigvis. Godt nok hoppede Avartas målmand til den rigtige side, men bolden var sparket så hårdt og i en god højde, at han ikke kunne forhindre scoringen til 1-1. Og lige så snart bolden var gået i mål fløjtede dommeren kampen af.
Som vi skrev i indledningen, så spillede vi nok en gang en god træningskamp. Det er fedt at se den vilje, gejst og attitude, som spillerne lægger for dagen. Og selv med mere end et helt hold ude med skader, som trænerne nævnte i optakten, så formår vi at være bedst mod et hold fra end højere række.
Næste træningskamp er lørdag den 9. marts kl. 14, hvor vi møder Herlev fra Danmarksserien på Herlev Stadion.