Menu

Point i Jylland

image Nikolaos Larsen med et nærgående forsøg (Foto: Thomas Løser)
08. september 2024 kl. 18:01
For første gang i seks år fik vi point i en divisionskamp i Jylland. Men det var også en kamp, hvor vi godt kunne være rejst hjem fra Silkeborg med en sejr. I stedet for blev det 0-0 ude mod Young Boys.

Aga Öcal var tæt på at gentage bedriften fra tirsdagens pokalkamp mod Vejle, da han efter to minutter fik en friløber. Karlo Trkulja sendte bolden i dybden, så Aga kunne udnytte sin hurtighed. Men Young Boys keeper kom godt ud af sit mål og fik reddet.


Friløber til Aga efter to minutters spil

Herefter fulgte en god periode for Young Boys, der med gode kombinationer kom frem til flere skudmuligheder. Ingen af disse afslutninger førte dog til mål for hjemmeholdet.

Vi var mest på bolden i 1. halvleg, og havde flere gode muligheder for at komme foran. En af disse var, da Daniel Soidik fik løbet bolden op, rundede sin mand og spillede skråt tilbage til Simon Holden. Bolden tog et lille hop, så Holden fik sparket til luften. Kuglen endte hos Shah, men han sparkede et stykke over mål.

Efter små 20 minutter var Aga tæt på igen. Han tog bolden til sig og forsøgte med et skud fra 18 meters afstand. Her ramte bolden jorden lige foran målmanden, der dog fik slået den ud til hjørne.


Aga tester målmanden med et lumsk skud

Godt og vel halvvejs i kampen var vi tvunget til en tidlig udskiftning, da Marcus Porsgrunn måtte forlade banen til fordel for Casper Neerborg. Vi håber ikke, at skaden er alt for alvorlig for Porsgrunn.

Inden pausen var der forsøg i begge ender. Først fik Nikolaos Larsen hovedet på et indlæg fra højre side, men helt fri fik han headet forbi mål. I overtiden fik Niko snittet bolden videre til Aga, der efter et par træk sparkede i sidenettet. Young Boys bedste mulighed kom i 2. halvleg, da Andreas Nybro forsøgte at placere bolden fra kanten af feltet. Men Lucas Chang-Andersen fik blokeret.

En 1. halvleg, hvor begge hold forsøgte at spille fodbold. Men også en 1. halvleg, hvor vi godt kunne være gået til pausen med en føring, hvis vi havde været lidt mere skarpe i hjemmeholdets felt.


Nybro med Young Boys' bedste forsøg i kampen

I 2. halvleg var vi igen mest på bolden, mens Young Boys var sjældne gæster på vores banehalvdel. I pausen havde vi skiftet Aga ud med Zeeshan Afzal, og denne høje angriber gjorde det flere gange svært for værterne.

Et eksempel på dette var i det 50. minut, hvor han snørede sin direkte modstander, men da bolden skulle sendes ind i feltet, kom Young Boys’ keeper desværre i vejen.

Vi havde rigtig mange hjørnespark i kampen - hele 11 slags - men ingen af dem blev omsat til mål. Det var ellers tæt på flere gange, bl.a. da bolden røg ud til Soidik, men han bankede bolden langt over mål.

Med et kvarter tilbage kom Zeeshan til baglinjen. Her spillede han bolden skråt tilbage og fra kanten fik en helt fri Neerborg sparket på mål. Desværre sparkede han lige på hjemmeholdets målmand, som kunne slå bolden over mål.


Neerborg sparker lige på keeperen

I kampens sidste 10 minutter havde vi et par afslutninger fra distancen, da Mican Atici forsøgte sig. Hjemmeholdet havde et forsøg på frispark, men her havde Chang styr på det, da Ali Farej sparkede over mål.

I overtiden fik vi endelig bolden i mål. Zeeshan forsøgte sig med et saksespark, men i stedet for blev det til en aflevering til en helt fri Marcus Teglers. Teglers sparkede første gang og sendte bolden i mål til stor jubel fra de mange hvepse, der havde taget turen til Søhøjlandet. Men linjedommeren havde hejst flaget og målet blev derfor annulleret pga. offside.


Teglers' mål annulleres pga. offside

3-4 minutter senere fløjtede kampens dommer for sidste gang. En flot kamp fra vores side, men vi skal være skarpere og bedre på den sidste tredjedel af banen. Kan vi det, så venter der mange sejre.

Nå det så er sagt, så må vi godt være skuffet over ikke at tage sejren. Men samtidig er det også godkendt med et point i Jylland. For det kan godt være, at vi i de sidste tre besøg til Jylland - alle i Danmarksserien - gav tre uafgjorte kampe. Så har de sidste syv divisionskampe i Jylland alle resulteret i nul point. Så det var første gang siden 9. juni 2018, at vi kunne tage point i Jylland i en divisionskamp. Det kan vi godt være tilfredse med her dagen efter kampen, hvor skuffelsen har lagt sig lidt.

Vi må heller ikke glemme, at vi i tirsdags spillede 120 minutter plus straffesparkskonkurrencen mod et Superliga-hold. Man kunne godt have frygtet, at vi i gårsdagens kamp ville falde i tempo til sidst. Men det gjorde vi ikke. Det vidner også om den kvalitet, der er på holdet lige nu.

Næste kamp i 3. division, hvor der kun er to point fra nr. 2 til nr. 8, er på fredag den 13. september kl. 19. Her gælder det lokalopgøret mod Avarta. Her håber vi selvfølgelig på at en masse hvepse vil komme ud til Tingbjerg Ground og støtte holdet.

Luk