Optakt: Træningskamp nr. 3
Vi har leveret på et fint niveau i de to første træningskampe mod modstandere fra højere rækker. Senest mødte vi Frem fra 2. division.
Det var en lige kamp langt hen ad vejen, men med et lille overtag til os. Vi formåede at skabe flere store chancer, og kunne også have taget sejren med lidt mere skarphed. Men selvom det ikke blev til en sejr, så var indsatsen mere end godkendt. Og de mange hvepse, som havde taget turen til Valby var da også godt tilfredse.
I morgen tager vi så en svingom med endnu et divisionshold. FA 2000 spillede i sidste sæson i 2. division, men sluttede sidst efter en nedrykningskamp mod Brabrand og Middelfart. Frederikberg-klubben skal derfor i denne sæson spille i 3. division.
Efter nedrykningen har FA 2000 sagt farvel til syv spillere, men der er også kommet nye ansigter på Jens Jessens Vej. Ind er kommet Lasse Seistrup Clausen, som tidligere har spillet for Dalum og FC Sydvest og har næsten 100 divisionskampe på CV'et. Derudover har de også hentet Emilio de Lorenzo, som senest har været i Hillerød.
Mht. træningskampe, så er det indtil videre blevet til en enkelt for FA 2000. Den blev spillet i fredags hjemme mod HIK. Her blev det til et smalt nederlag på 0-1. HIK kom foran i 1. halvleg på et afrettet skud og i pausen skiftede FA 2000 hele holdet. Men på trods af bedre spil og et stolpeskud fik man ikke scoret.
Da vi lå i divisionerne var FA 2000 altid et hold, der drillede os, så det bliver spændende at se, hvordan kampen forløber i morgen. Så kom ud til Tingbjerg Ground og støt holdet.
Der vil være gratis adgang samt salg af mad og drikke.
Har du ikke mulighed for at komme på Tingbjerg Ground for at se kampen, så bare rolig. Vi skal nok liveopdaterer på Twitter fra kampen (søg på Hvepsene1919).