Menu

Optakt: Starten på en ny stime?

image
20. august 2022 kl. 20:57
I morgen skal vi forsøge at starte en ny stime, når Greve gæster Tingbjerg Ground. Inden kampen spiller vores dygtige U14-piger forkamp mod FB. Der vil derfor være gratis adgang til og med kl. 12.30. Herefter gælder de normale entrépriser.

Det hårde kampprogram fortsætter. Efter have mødt de to nedrykkere og et stærkt Holbæk-hold i de tre første runder, skal vi nu møde sidste sæson nr. 3 Greve. Heldigvis virker spillerne til at være i god form - bl.a. takket være fysisk træner Benjamin Seker - og i de to seneste kampe har vi holdt tempoet, mens modstanderne har virket trætte. Dette kan have stor betydning for morgendagens kamp, hvor vi selvfølgelig håber på en fodboldfest med en sejr.

Og fodboldfesten kan allerede starte kl. 12, hvor vores dygtige U14-piger spiller for første gang inde på Tingbjerg Ground. Her møder de FB, og vi håber, at I vil møde ind tidligere end I plejer og give pigerne en fantastisk fodboldoplevelse.

Der vil være gratis adgang til både pigernes og 1. holdets kamp til og med kl. 12.30. Herefter vil de normale entrépriser være gældende.

Vi vil som sædvanligt liveopdaterer fra kampen på Twitter. Samtidig livestreamer vi den også via vores VEO.

Vigtig info
På søndag til kampen BB-Greve får vi åbnet kortindgangen igen. Det betyder at vi får to indgange - en til betalende og en til alle med kort (eller gratis adgang eksempelsvis børn, ungdomsspillere og æresmedlemmer).

Derfor er det vigtigt at alle husker deres adgangskort. Skulle du mod forventning ikke have modtaget det bedes du venligst tage fat i Thomas eller Finn Ryberg (sponsorer) inden kampen og få det udleveret.

På dagen vil alle der ikke har kort eller anden aftalt adgang skulle betale entre.

Information om entrépriser og andre vigtige ting kan findes her.

Seneste kamp
Endnu en gang havde mange hvepse taget på udebanetur, da vi i onsdags gæstede Lillevang Idrætscenter for at møde nedrykkerne fra Roskilde KFUM. Det gik dog ikke, som vi havde håbet på, da vi var i gavehumør.

Vi begyndte kampen bedst, men havde svært ved at komme frem til chancer mod et kompakt Roskilde-mandskab. I stedet for var hjemmeholdet som kom foran, da Emil Ølvang udnyttede, at vores målmand var ude af sin normale position.

Vi fik dog udlignet i 1. halvleg, da Mads Hashiba blev nedlagt i feltet og Rasmus Suhr sikkert scorede på straffesparket. Men hurtigt ned i den anden ende, hvor målmand Frederik Rej-Rosenqvist fik lavet straffe. Dette straffespark udnyttede Marco Sander og værterne kunne gå til pausen med en 2-1 føring.

I 2. halvleg kom Roskilde KFUM foran 3-1, da vores højre back lod til overrumple og Victor Sander alene med målmanden kunne sende bolden i nettet. I kampens sidste kvarter pressede vi på mod et træt Roskilde-hold. Det gav en scoring til Rasmus Rønne - det første mål i BB-trøjen - på et skud, som keeperen nok skulle have reddet. Der var derfor lagt i kakkelovnen til en intens afslutning, som bød på næsten 10 minutters overtid. Men det blev ikke til flere mål og vores stime på 12 kampe som ubesejret fik en afslutning.

Vi skal beklage, at der ikke kom et referat fra kampen. Men skribenten havde et arbejde uden for fodboldverdenen at passe. I stedet for, kan I se en video med de fem mål fra onsdagens kamp.

Modstanderen
Greve var i sidste sæson længe med i oprykningskampen, og på et tidspunkt lå de også på 1. pladsen, som gav oprykning til 3. division. Men de mistede pusten til sidst i sæsonen. En pust, som de stadig leder lidt efter, da det i sæsonens tre første kampe er blevet til to gange uafgjort og et enkelt nederlag.

Hjemme på Lillevangsvej er det blevet til to målrige kampe mod B1908 og Holbæk, da begge kampe er endt 3-3. Kendetegnende for begge hjemmekampe var, at Greve var foran med et kvarter igen, men modstanderne fik udlignet i kampens slutfase.  På udebane har de spillet et lokalopgør mod Karlslunde, hvor det blev til et smalt nederlag.

Pga. af, at det kun er blevet til to point, så befinder Greve sig på sidstepladsen, og de vil helt sikkert kæmpe med næb og kløer i morgen.

I sidste sæson fik vi kun et point ud af de tre opgør mod Greve, så vi er også sultne efter at få skovlen under dem.

Du kan blive klogere på Greve som klub her.

Dommertrio
Kampens dommer bliver Midjan Hadzidulbic, som også dømte vores kamp mod Holbæk. På linjerne vil det være Kuzma Pavlov og Jakob Spiegelhauer, der står klar med flagene.

Luk