Menu

Optakt: Skal revanchere røvfuld

image Et af Herlevs fem mål tilbage i 2018 (Foto: Thomas Løser)
12. oktober 2023 kl. 18:25
For lidt over fem år siden gæstede vi Herlev Stadion og fik en røvfuld på 5-1 i pokalen. Vi håber selvfølgelig på et lidt anderledes udfald, når vi møder Herlev på udebane i morgen.

Efter to kampe i streg, der kun kastede et point af sig - dog på udebane - har vi opnået fuld gevinst i de to seneste opgør. Først med en 2-0 sejr hjemme mod KFUM Roskilde, som er bedre end deres placering, og en stæk sejr på 0-2 ude mod Greve - et sted, hvor vi ofte har det svært.

Men nu skal der kigges fremad mod Herlev. Vejrudsigten lover efterår for alle pengene med regn og vind, men det har ikke stoppet fansene - som i øvrige var fantastiske i Greve - i at komme ud for at støtte Hvepsene.

Der er også en tribune i Herlev, og mon ikke vi alle sammen kan være der, hvis vi står lidt tæt!

Vigtig info
Du kan blive klogere på vores modstander - Herlev - her. Ved at trykke på linket finder du information om adresse, billetpris, kapacitet, hvordan du kommer til stadion og meget mere.
Der kan også købes billet til kampen på boldbillet.dk, hvor der kan spares et par kroner ift. prisen i stadionindgangen.

Vi liveopdaterer kampen via Twitter, hvis du er forhindret i at komme til Herlev. Vi kommer til at livestreame kampen via appen VEO Live.
Men hvis vejret er helt håbløst, dropper vi livestreamingen.

Seneste kamp
Vi var oppe mod en stærk modstander i sidste runde, men takket være en flot omgang fodbold fik vi hevet en fortjent 0-2 sejr i land i Greve.

I 1. halvleg havde vi tre store chancer til at komme på tavlen, men fik dem desværre ikke udnyttet. I den anden ende havde Greve en stor mulighed.

I 2. halvleg fik vi et tidligt straffespark, da målmanden nedlagde Michael Lumb. Aleksandar Lazarevic var sikkerheden selv og fik bragt os foran 0-1. Med et par minutter tilbage af kampen udnyttede Oskar Tranberg et dårligt opstillet mur og fik sendt bolden i nettet ved nærmeste stolpe - direkte på frispark.

Stærk sejr på en svær udebane og med sejren holder vi snor i Gørslev, som befinder sig på 1. pladsen.


Videosammendrag af Greve mod Brønshøj samt interview med cheftræner Thomas Westh

Modstanderen
Herlev var en del af nedrykningskampen i sidste sæsons Danmarksserie. I nedrykningsspillets pulje 2 sluttede de på 6. pladsen. Men inden sidste spillerunde lå de på 7. pladsen, som betød en playoff-kamp mod nr. 7 for den anden pulje for at undgå nedrykning.

Men i sidste spillerunde tog de en vigtig 1-0 sejr hjemme mod KFUM, mens Slagelse tabte 1-5 hjemme mod Allerød. Dermed var overlevelsen i hus.

Sæsonen før befandt de sig i 3. division, men måtte tage til takke med sidstepladsen og dermed nedrykning.

I denne sæson har Herlev fået en fornuftigt start. Det er blevet til fire sejre og fem nederlag, og de befinder sig lige uden for top 5. De har formået at hente vigtige sejre på hjemmebane, bl.a. en 2-0 mod puljens tophold Gørslev.
Men også på udebane har Herlev strålet. Man har f.eks. slået Greve 1-3 og AB Tårnby 0-2.

I deres seneste kamp førte Herlev 2-1 efter 78 minutter hjemme mod Tårnby FF. Men med tre scoringer fik amagerkanerne vendt det hele på hovedet med en sejr på 2-4. To af målene blev scoret dybt i overtiden.

Så der venter os et sejrshungrende Herlev-hold. Som nævnt tidligere, så havde vi ikke den bedste oplevelse, sidst vi gæstede Herlev Stadion.

I 1. runde af Sydbank Pokalen den 7. august 2018 blev vi kørt rundt. Der var spillet mindre end 30 minutter af kampen, og Herlev førte allerede 3-0. Vi fik godt nok reduceret til 3-1 ved Oskar Tranberg på straffe, men med to scoringer i 2. halvleg kunne Herlev tage en 5-1 sejr. Lidt af en overraskelse, da vi var i 2. division, mens Herlev var i Danmarksserien.

Cheftræner for Herlev i den pokalkamp var vores nuværende cheftræner Thomas Westh, mens vores målmand Lucas Chang-Andersen var på bænken for Herlev. Med i kampen - og målscorer til 5-1 - var også nuværende hveps Mads Hashiba.

Så vi har tænkt, hvis du ikke kan slå dem - så hug deres spillere!


Videosammendrag af pokalkampen mod Herlev i 2018

Dommertrio
Manden med fløjten bliver Michael Gutti, mens flagbærerne bliver Alexander Mygind Dreyer og Morten Christoffersen.

Luk