Optakt: Rævene kommer på besøg
Både vi og Lyseng jagter den første sejr i denne sæsons 3. division. Begge klubber har måtte nøjes med et point, så mon ikke der bliver smæk på.
Derfor har vi brug for alle hvepse på Tingbjerg Ground, så vi kan tage sejren og tre meget vigtige point i hvad, der nok blive en tæt og spændende 3. division.
Vi synes, at vores spil på banen udvikler sig i den rigtige retning, men nu skal vi bare få puttet boldene ind. Så kom ud på Tingbjerg Ground i morgen og giv spillerne den ekstra motivation til at tage alle tre point.
Praktisk info
Alt info om billetpriser, mad og drikke, parkering, offentlig transport osv. finder du her.
Skulle du være forhindret I at komme på stadion, så er der stadig mulighed for at følge kampen. Dette kan enten gøres på X (tidl. Twitter), hvor vi liveopdaterer fra kampen eller ved at livestreame kampen på JFM Play. Vær opmærksom på, at for at livestreame kampen skal du have abonnement på JFM Play. Dette koster 79 kr. for fire uger.
Så håber vi, at JFM Play har fået løst problemerne, så hele kampen kan ses.
Interview: Blæst bagover
Vi har talt med vores nye angriber, Nikolaos Larsen - også bare kendt som Niko - om skiftet til Brønshøj og kampen mod Lyseng.
Du er jo Glostrup-dreng, hvorfor lige et skifte til Brønshøj?
Nu har jeg været i Glostrup, siden jeg var en lille knægt. Så nu tænkte jeg, at jeg skulle prøve noget nyt. Jeg har været herude til prøvetræning før, hvor det ikke lykkedes at skifte hertil. Men nu var muligheden der, og så tænkte jeg, at jeg ville give det et skud.
Hvordan har den første tid i Brønshøj så været?
Jeg føler, at jeg er væltet lidt bagover. Det er jo ikke, hvad jeg er vant til, f.eks. at have fans på tribunen til hver kamp, der står og råber og skriger, og se, hvordan det ligesom påvirker dem mht. kampens forløb. Det giver selvfølgelig noget pres og noget ekstra motivation til både træning og kamp. Man får altid lige et godt ord med på vejen. Det sætter jeg stor pris på, og jeg håber, at vi kan betale tilbage til fansene med nogle sejre.
Mht. holdet, så er vi jo en masse nye spillere, som lige skal spilles sammen. Det kan man også se i kampene, at nogle gange sker der nogle fejl, som ikke må ske, og vi skal lære hinandens løbemønstre samt rystes sammen. Men det tror jeg på kommer hen ad vejen, så det er jeg egentlig ikke bekymret for. Men ellers har den første tid været god og jeg er blevet taget godt imod. Og det er en masse fede gutter at dele omklædningsrummet med.
I dag gælder det Lyseng. Hvad ved du om dem?
Jeg kender ingenting til Lyseng, men jeg tænker, at det bliver endnu en jagt på tre point. Vi skal ud og give den gas, spille vores spil og så ved jeg, at vi kan hive tre point på Tingbjerg Ground.
Seneste kamp
Vi kom hurtigt bagud i sidste weekends udekamp mod Holbæk, da Birol Serinkanli scorede direkte på hjørnespark efter mindre end to minutters spil. Da der var spillet godt og vel 10 minutter blev det 2-0, da Isak Ponder headede en returbold i mål.
Vi kunne være kommet bagud 3-0, hvis ikke Chang havde nappet Alexander Knaacks straffesparksforsøg.
Vi havde mulighederne for at komme på tavlen flere gange, men måtte vente til et kvarter før tid med en BB-scoring. Her kastede debutant Aga Öcal sig ind i Neerborgs indlæg og headede reduceringen til 2-1 i mål. Dette blev også kampens resultat.
Vi var skidt kørende det første kvarter, men de sidste 75 minutter kan vi være tilfredse med spillet, men skal score på vores chancer.
Aga Öcal reducerer til 2-1 mod Holbæk den 11. august 2024 (Foto: Thomas Løser)
Siden sidste kamp har vi også sagt farvel til Nicholas Marfelt, der har valgt at stoppe i klubben. Vi ønsker Marfelt held og lykke med fremtiden.
Modstanderen
Lyseng er i gang med deres fjerde sæson i træk i 3. division. Efter oprykningen fra DS i 2021 sikrede de sig en plads i oprykningsspillet, men i de to seneste sæsoner har de været i nedrykningsspillet. I 2022/23 sikrede de sig overlevelse med en stor margen. Men i sidste sæson sikrede de sig overlevelsen på sidste kampdag.
I denne sæson er Lyseng indtil videre sejrsløse. I deres første kamp tabte de lokalopgøret ude mod VSK Aarhus 3-2, mens de i seneste runde spillede 0-0 hjemme mod FA 2000. Så der venter os nogle sultne ræve i morgen.
Seneste kamp mod Lyseng endte med en udesejr på 0-4 den 9. juni 2018
To kampe er det indtil videre blevet til mod Lyseng - begge tilbage i 2018. Dette var også den første sæson i divisionerne for Lyseng. Den første kamp endte 1-1 i Tingbjerg, hvor Kevin Bechmann Timm scorede det udlignende mål 13 minutter før tid.
I den omvendte opgør havde næsten 100 hvepse taget turen til Lyseng Idrætspark. De fik set en flot 0-4 sejr på mål af Aske José Victor, Oskar Tranberg, Jamil Fearrington og Mads Rønne'. Vi håber på, at Tranberg igen kan få rævenes net til at blafre.
Dommertrio
Hoveddommeren bliver Jacob Majgård Christensen, mens linjedommerne bliver Gustav Olsen og Simon Fenger Jensen.