Optakt: Jagter en sejr
Vi ved godt, at det danske håndboldlandshold spiller OL-finale samtidig med, at kampen i Holbæk finder sted. Men der kan ikke være meget spænding i den finale, da de 3-dobbelte sagtens kan klare tyskerne. Der vil derimod være masser af spænding, når vi gæster Holbæk.
Det har altid været nogle tætte kampe mod de blåklædte fra Nordvestsjælland, og kampen i dag bliver nok ikke nogen undtagelse. De sidste seks opgør er endt med fire uafgjorte kampe og to sejre til Holbæk, så vi er opsat på endelig at få skovlen under Holbæk for første gang i otte år.
Samtidig jagter vi også sæsonens første divisionssejr og den første sejr i divisionerne siden den 29. maj 2021, hvor vi vandt 2-0 hjemme mod Nykøbing FC.
Men det bliver ikke nemt i Holbæk, og vi har brug for massiv støtte fra De Smukkeste i København. Så alle hvepse til Holbæk i dag og så kan I se håndboldfinalen, når I kommer hjem.
Praktisk info
Alt info om billetpriser, mad og drikke, parkering, offentlig transport osv. finder du her. Vær opmærksom på, at det er billigere at købe billetten på forhånd i stedet for i indgangen.
Skulle du være forhindret I at komme på stadion, så er der stadig mulighed for at følge kampen. Dette kan enten gøres på X (tidl. Twitter), hvor vi liveopdaterer fra kampen eller ved at livestreame kampen på JFM Play. Vær opmærksom på, at for at livestreame kampen skal du have abonnement på JFM Play. Dette koster 79 kr. for fire uger.
Og så håber vi på, at JFM Play har fået styr på teknikken, så vores kamp denne gang kan ses på deres platform!
Seneste kampe
To kampe er det blevet til i sæsonen. Den første var sidste weekend, hvor vi for første gang i 1156 dage spillede divisionskamp. Her var modstanderen fynske Næsby på Tingbjerg Ground. Vi kom foran ved Oskar Tranberg, da han dansede sig igennem modstanderens defensiv. Men Næsby fik udlignet til 1-1 10 minutter senere.
I 2. halvleg havde vi mulighederne for at tage sejren, men det havde Næsby også. Samlet set kan vi være godt tilfredse med et point mod et hold, der var næstbedst - pointmæssigt - i sidste sæsons oprykningsspil i 3. division.
Tranberg scorer til 1-0 mod Næsby (Foto: Thomas Løser)
Tre dage efter divisionskampe tog vi til Ringsted for at spille pokalkamp i 1. runde i Oddset Pokalen. Her var det ikke godt i 1. halvleg, og værterne kom også foran. Men Mathias Bill fik udlignet til 1-1 lige inden pausen.
I 2. halvleg var vi mere på bolden, og kom foran efter en times spil ved Lukas Kiilerich. Dette skulle blive kampens sidste scoring. Ikke den kønneste kamp, men vi tog sejren og var videre til 2. runde, hvor Vejle fra 3F Superligaen venter.
Mathias Bill udligner til 1-1 mod Ringsted (Foto: Hans Kurt Frederiksen)
Modstanderen
Holbæk rykkede tilbage i divisionerne i 2023, da de vandt oprykningsspillet i Danmarksserien. I deres første sæson tilbage i divisionerne sikrede de sig en plads i oprykningsspilet i en tæt 3. division.
I oprykningsspillet blev det ikke til den pointhøst, som de havde håbet på. Det endte med en sejr, tre uafgjorte og 6 nederlag, hvilket betød, at de sluttede sidst i oprykningsspillet. Men stadig en god sæson for oprykkerne. Den ene sejr kom hjemme mod Næsby, som vi mødte sidste weekend.
I første runde af 3. division denne sæson mødte Holbæk rejse hjem fra Avarta med 0 point, da de tabte 1-0 i Espelunden. Så mon ikke, at der venter os en sejrshungrende Holbæk-hold.
Video fra TV Øst af vores seneste sejr over Holbæk den 25. september 2016 (starter ca. 2.19 inde i videoen)
Vi skal tilbage til oktober 2019 for at finde det seneste divisionsopgør mod Holbæk. Dengang endte kampen 0-0 på Tingbjerg Ground. Seneste divisionskamp i Holbæk mellem Brønshøj og Holbæk blev spillet i august 2019. Her bragte Danni König os foran, men Holbæk fik udlignet inden pausen til stillingen 1-1.
I sæsonen 2022/23 mødte vi Holbæk hele fire gange - to gange i grundspillet og to gange i oprykningsspillet. De to kampe i grundspillet endte uafgjort og i oprykningsspillet tabte vi begge kampe. Som skrevet tidligere, så betyder det, at vi i de seneste seks kampe mod Holbæk ikke har slået dem. Faktisk skal vi tilbage til den 25. september 2016 for at finde seneste sejr over dem. Dengang vandt vi 1-2 i Holbæk. Begge mål blev scoret af Christoffer Boateng.
Vi håber selvfølgelig på et lignende resultat i dag.
Dommertrio
Det bliver Iman Huseen Umar, der skal styre løjerne inden på banen. På sidelinjerne får han hjælp af Bogdan Hossu og Midjan Hadzidulbic.