Optakt: Herlev - Brønshøj
Igen får vi testet mange af vores spillere, og heldigvis begynder nogle af vores spillere med skavanker også at vende tilbage.
Herlev er en god modstander her to uger inden de fire sidste kampe i grundspillet, og vi kan begyndte at pejle os ind på, hvad vi vil i ligaen.
Og så håber vi selvfølgelig på at se rigtig mange hvepse i Herlev. Så tag turen ud for at støtte holdet og spillerne.
Praktisk info
Kampen spiller på Herlev Stadion, som kan findes på adressen Tvedvangen 200, 2730 Herlev. Der er en tribune, så der er mulighed for at sidde i læ, hvis vejret ikke skulle vise sig fra sin bedste side. Vejrudsigten lover dog lidt sol, men også lidt blæst.
Der er okay med parkeringspladser i nærheden af stadion. Foretrækker ud det offentlige, så stopper buslinje 167 og 168 næsten lige ved døren. Begge linjer kører fra Herlev Station.
Der vil være gratis adgang til kampen.
Kan du ikke komme ud til kampen, så liveopdaterer vi fra den på X (tidl. Twitter).
Seneste træningskamp
For tredje træningskamp i træk mødte vi et divisionshold, og nok engang leverede vi en god indsats. Avarta var bedst det første kvarter, men vi var bedst de sidste 75 minutter.
Avarta fik dog bragt sig foran, da de fik ram på et indlæg. Men kort før tid fik vi et straffespark, som sikkert blev omsat til et mål. Kampen endte derfor 1-1.
Vi spillede en rigtig god kamp, selvom vi havde mange ude med småskavanker. Og kan vi tage den indsats og indstilling med over i ligaen, så skal det nok blive godt.
Modstanderen
Herlev begyndte sæsonen godt med tre sejre ud af fire mulige, men da vi gik på vinterpause befandt holdet sig på 6. pladsen og lige uden for pladserne til oprykningsspillet.
De har syv point op til Tårnby FF på 5. pladsen, men med 12 point at spille op, så er muligheden for en plads i oprykningsspillet stadig til stede. Så mon ikke Herlev har haft fuld fokus i deres opstart og træningskampe. Vi forventer derfor endnu en træningskamp, hvor vi bliver testet.
Vores seneste møde var i ligaen en kold og blæsende fredag, hvor vi vandt 3-1 på Herlev Stadion. Vores tre mål fra den kamp, kan du se i videoen nedenunder.
Trænerne: Hele tiden fremgang at spore
”Så nærmer vi os sæsonstart, og vi har denne gang Tranberg og Dawda tilbage i forhold til Avarta-kampen.”
Der gælder det samme i morgendagens træningskamp, som der har gjort i de øvrige træningskampe.
”Herlev fra egen kreds venter på udebane, og det er lidt samme sang, hvor vi skal bygge på relationer og aftaler. Desuden skal vi blive endnu skarpere på bolden, så vi hele tiden forbedrer tempoet på og med bolden, så vi sørger for at sætte hinanden endnu bedre op.”
Det er en fornøjelse at overvære træningerne, hvor der udover at blive gået til den også er højt humør.
”Træningskulturen er helt i top, og vi har endnu ikke oplevet en træning, hvor det var lidt “øv” bagefter. Tværtimod er der hele tiden fremgang at spore og alle investerer det, de har, samtidig med der tages store og gode skridt i den rigtige retning. Der skal lyde stor ros til Poul og Jens, der leverer fremragende på banen med spillerne, og ikke mindst Ibsen og Claus, der sammen med holdledere, vaskefolk, SoMe-folk, kantine-personale og alle andre frivillige gør et KÆMPE arbejde i kulissen. Det er intet mindre end imponerende og fortjener den største respekt. Det er virkelig en fornøjelse at møde ind hver gang til et klubhus, der emmer af liv og glade mennesker med en yderst sober tone.”
Den sidste sætning blev selvfølgelig sagt med et smil på læben og et blink med øjet.