Optakt: Fra mose til mose
Tidligere på sæsonen havde GVI os ude i tovene, da de på Tingbjerg Ground fik bragt sig foran 0-3. Men med et fantastisk comeback endte vi med at vinde 4-3. For at undgå en lignende scenarie skal vi komme ud med den rette indstilling.
Så alle hvepse ud til Dan Turell-land for at heppe drengene frem. Med en sejr kan en plads i forårets oprykningsspil blive sikret. Men kampen om 1. og 2. pladsen er stadig helt åben uanset kampens udfald i morgen. Derfor er der brug for jeres fantastiske støtte.
Men hvis du ikke kan komme til Nymosen, så vil vi som sædvanligt liveopdaterer fra kampen på Twitter. Samtidig livestreamer vi kampen via VEO.
Seneste kamp
Vi mødte et godt spillende Tårnby FF-hold sidste weekend på Tingbjerg Ground. I kampens første 30 minutter var gæsterne dominerende, og havde bl.a. et drøn på træværket.
Vi fik dog styr på begivenhederne og i kampens sidste 30 minutter var vi i kontrol og tillod kun en chance til Tårnby FF. Selv fik vi scoret to gange - en i hver halvleg. Veltz bragte os foran 1-0 på oplæg af Hashiba. og Suhr fordoblede føringen til 2-0 efter et Marfelt-hjørnespark.
I videoen lige nedenunder kan du se videosammendraget fra kampen mod Tårnby FF.
Modstanderen
GVI befinder sig på tredjesidste pladsen, men spillet har bestemt været til mere.
Det så man i sidste runde, hvor GVI gæstede Holbæk. Holbæk fik godt nok bragt sig foran 2-0 hurtigt, men det var GVI med mest på bolden. Desværre for GVI kiksede den afgørende aflevering i flere situationer. Men de viste prøver på deres offensive kunnen, og det skal vi være ekstra opmærksomme på.
Selve kampen endte med et nederlag på 3-0, hvilket må siges ikke at være fortjent. Så det er nok også et GVI-hold med blod på tanden, som møder i morgen.
Information om GVI's historie, billetpriser, offentlig transport og meget mere kan findes her.
Her kan du se mål og chancer fra 4-3 sejren over GVI tidligere på sæsonen.
Karantæner
GVI må undvære de to midterforsvarer Marko Kuburovic og Markus Kjærsgaard. Kuborovic fik et gult kort og dermed karantæne i kampen mod Holbæk, mens Kjærsgaard fik to gule kort lige efter hinanden i samme kamp.
Dommertrio
Kampens dommer bliver Kasper Madsen, som på linjerne får assistance af Jarl Linder og Mathias Baltsen.