Menu

Optakt: Fortsættes stimen?

image
24. august 2023 kl. 17:26
I morgen skal vi forsøge at forlænge sejrsstimen, når oprykkerne fra Sundby kigger forbi Tingbjerg Ground. I forbindelse med kampen har vi talt med Hassan Ali Ghulam.

På papiret ligner det en sejr, men ingenting skal tages for givet. Vi har set Sundbys kvaliteter i sidste sæsons Københavnsserien - som de vandt suverænt, og de har også bidt fra sig i deres to første kampe mod AB Tårnby og Tårnby FF, hvor Sundby er kommet foran.

Så modstanderen må på ingen måde undervurderes. Men vi må heller ikke se bort fra vores egen god start på sæsonen. Tre sejre ud af tre muligt med flot spil og masser af mål. Dette håber vi selvfølgelig fortsætter i morgen.

Så alle hvepse til Tingbjerg Ground, hvor vi håber på et brag af en fredagsfest.

Vigtig info
Vi liveopdaterer kampen via Twitter, hvis du er forhindret i at komme til Tingbjerg. Derudover livestreamer vi også via appen VEO Live.

Du kan finde info om entrépriser, parkering og meget mere her.

Hassan: Enorm god følelse
21-årige Hassan Ali Ghulam har været ungdomsspiller i Brønshøj og efter en kort afstikker vendte tilbage til klubben. Her har han side 2022 været en fast del af førsteholdet og har fået mere og mere spilletid.

I denne sæson har Hassan været med i alle tre kampe, som alle er endt med sejre.

”Vi har fået en god start på sæsonen. Vi har fået en rigtig god trup med masser af kvalitet og erfaring. Jeg føler, at vi har fået en god balance mht. erfaring og energi. Dette kommer også til udtryk på banen. Dette kan også ses i vores 3-0 sejr mod Herlev og de to udesejre på 4-1 og 5-1. I sidste sæson havde vi svært ved at score mål - især på udebane. Det får vi nu gjort uden problemer”, siger Hassan.

Hassan gør sig normalt på den centrale midtbane, men i denne sæson er han flyttet ned på venstre wingback.

”Wingback er ikke min foretrukne position. Men jeg spiller, der hvor jeg får muligheden og går ind og giver den gas. Så jeg tager det med et smil og giver alt, hvad jeg kan. Det passer også fint nu hvor jeg er venstrebenet. Derudover har Thomas Westh og jeg haft en del samtaler omkring det. Og jeg føler, at vi er kommet godt ud af det. Samtidig giver det også bedst mening for holdet”, fortsætter Hassan.


Hassan i aktion mod Herlev, hvor han spillede en stor kamp (Foto: Thomas Løser)

Især i kampen mod Herlev så vi Hassans kvaliteter på venstre wingback, hvor han var involveret i alle tre mål. Hassan er da også glad for at være en del af succesen.

”Man har en anderledes følelse, når man går ud af omklædningsrummet og møder til træning mandagen efter. Det har været en enorm god følelse at gå fra banen med. Det ser jeg frem til sker flere gange i løbet af denne sæson”, fortæller Hassan yderligere.

I dag venter så Sundby. Her tror Hassan på, at sejrsstimen kan fortsætte.

”Vi skal ind og tage dem. Det tror jeg alle er klar over, og vi ser frem til kampen. Det gjorde vi allerede efter lørdagens kamp mod Allerød. Vi skal ind og vinde. Det går vi efter og spiller vi som vi har gjort de sidste 2-3 kampe - med ro og selvtillid, så bliver det til tre point”, slutter Hassan.

Seneste kamp
I sidste runde gik turen til stærke Allerød, der ligesom os havde nuppet en sejr i premierekampen.

Men vi lagde godt ud og fik presset Allerød i bund. Alligevel var det hjemmeholdet, som kom foran 1-0 ved Ashab Mukudajev. Vi fik dog svaret hurtigt igen et par minutter efter, da Mads Walter udnyttede Tarik Mourhribs oplæg. Lige inden pausen bragte Aleksandar Lazarevic os foran 1-2 på straffespark.

Allerød kom bedst ud til 2. halvleg og havde nogle store chancer, men på syv gyldne minutter fik vi scoret tre gange ved Mads Hashiba og to gange Rasmus og kunne tage en flot 1-5 sejr på udebane. Det var samtidig tredje sejr i træk.

Nedenunder kan du se målene fra 1-5 sejre ude mod Allerød.

Modstanderen
Sundby lå i sidste sæson i Københavnsserien, men i suveræn stil sikrede de sig oprykning til Danmarksserien med hele 11 point ned til nr. 2.

Men det har været en svær start - pointmæssigt - på sæsonen for Sundby. De to første opgør har budt på lokalopgør mod AB Tårnby og Tårnby FF. Kampen mod AB Tårnby endte med et 2-1 nederlag på udebane. Sundby fik ellers bragt sig foran 0-1, men værterne svarede hurtigt igen. Små 10 minutter før tid scorede hjemmeholdet kampens sidste scoring.

Mod Tårnby FF blev det til et 2-4 nederlag hjemme i Kløvermarken. Sundby kunne ellers gå til pause med en 2-0 føring, men med tre mål på 10 minutter fik Tårnby FF vendt det hele rundt. Kort før tid faldt kampens sidste scoring, da gæsterne gjorde det til 2-4.


Målene fra 2-4 kampen mellem Sundby og Tårnby (Video af: BK Frem Debatten)

Så der venter os et hold i morgen, som vil gå benhårdt efter sejren. Og selvom vi på papiret er favoritter, må vi ikke tage noget for givet. Det vil også være første gang, at vi møder Sundby i en betydende kamp.

Du kan blive klogere på Sundby her, hvor du bl.a. kan læse klubbens historie.

Dommertrio
Kampens dommer vil være Muhammed Kucukavci, mens linjedommer er Peter Deichmann Rømer og Jonas Bülow-Olsen.

Luk