Optakt: Formstærke fynboer
Marienlyst er ubesejret i deres sidste fem kampe, hvor de har vundet fire af dem - heraf de sidste tre. Så det er et fynsk hold sprængfyldt med selvtillid og de befinder sig også i en særdeles gunstig position ift. oprykning.
Men det er ikke kun på pointkontoen, at fynboerne har været flyvende. Hele ni scoringer er det også blevet til i deres tre seneste kampe. Her har især Jonas Skærlund vist sig skræmmende stærk
Selv er vi ubesejret de sidste tre kampe, hvor vi også har holdt modstanderne fra at score. Desværre er det kun blevet til én sejr i de tre kampe, da vi besejrede Odder 3-0 på Tingbjerg Ground.
Men kan vi fastholde den gode defensive organisation og endelig få hul på bylden, så kan det blive en ganske fornøjelig eftermiddag i Mosen. Det ser dog ud til, at vejrguderne gerne vil spille lidt med musklerne, da der loves vindstyrke omkring 15 m/s, men vi har prøvet at spille i det, der var værre og stadig vinde.
Så alle hvepse til Tingbjerg Ground for at støtte holdet, så vi kan holde snor i rækkens førerhold.
Vigtig information
Du finder information om billetpriser, parkering og meget mere her.
Følg med i kampen
Har du ikke mulighed for at komme ud til Tingbjerg, så kan du følge med på Twitter. Her vil vi liveopdaterer fra kampen. Vi livestreamer også kampen via VEO Live.
Seneste kamp
Det gjaldt efterårets korteste udebanetur, da vi skulle et smut til Avarta i Rødovre. Det var en kamp, hvor Avarta var bedst i 1. halvleg, mens vi var mere kontrollerende i 2. halvleg.
Det var svære betingelser for begge hold, da banen i Espelunden havde flere ujævnheder end brostenene i Paris-Roubaix. Det blev da også en kamp uden de helt store chancer, og ikke overraskende endte det 0-0.
Et resultat, som på papiret er godkendt, men tre point rykker bare mere end ét point. Men nu går vi ind til anden halvdel af sæsonen, hvor vi har alle de fire tophold på hjemmebane, og satser på at kunne begynde en sejrsstime.
Der var en fantastisk opbakning i Espelunden, da vi gæstede Avarta (Foto: Thomas Løser)
Modstanderen
Lige siden Marienlyst tabte 0-5 hjemme til Holbæk i 2. runde, har de ikke set sig tilbage. Som skrevet tidligere, så har de vundet deres tre seneste kampe med en målscore på 9-5.
Senest gik det ud over Odder, som blev besejret 3-1 i det østjyske. Odder kom ellers foran 1-0, men et selvmål satte gang i Marienlyst og med to mål af Mathias Munk var kampen reelt afgjort kort inden i 2. halvleg.
Der er ingen tvivl om, at vi møder et hold, der ved hvor målet står. De har som bekendt scoret ni mål deres sidste tre kampe. Men vi kigger også på, at de har lukket fem kasser ind.
Med vores defensiv i tanke, så er der håb for at kunne holde Marienlyst fra fadet, og mon ikke snart, at vores offensiv også kommer op at køre igen.
Sidst Marienlyst gæstede Tingbjerg Ground var den 3. oktober 2018 i 2. division. Her vandt vi 4-2 en onsdag aften takket være to mål af Mads Rønne samt mål af Jamil Fearrington og Oliver Lassen. Den eneste fra nutidens trup, som også var i truppen dengang er Oskar Tranberg. Han spillede dog ikke denne kamp. Marienlyst har flere gengangere fra kampen, bl.a. målmand Marcus Sørensen, men også den stærke offensiv-spiller Kristian Weber.
Målet til 4-1, da vi besejrede Marienlyst 4-2 den 3. oktober 2018 (Foto: Thomas Løser)
Spillested
Kampen spilles på Tingbjerg Ground, som ikke behøver nogen introduktion.
Karantæner
Marienlyst må undvære to spillere, som begge krydsede karantænepointgrænsen, da de fik gult kort i kampen mod Odder. De to spillere er Mikkel Hyldgaard og Oliver Danielsen.
Dommertrio
Det bliver den tidligere divisionsdommer Lars Skibild Jensen, som vil passe fløjten i morgen. På sidelinjerne får han assistance af Mirza Hasanbasic og Enrique Cordova Jensen.