Optakt: Første test i optakten

Spillerne har nu været i gang i lidt over en uge, og der har været godt gang i den til træning. Der er naturligvis nye ansigter i form af prøvespillere, men heldigvis også mange af dem fra sidste sæson. Vi har dog stadig et par stykker på ferie, men de vender hjem i næste uge.
Mht. kampen, så er resultatet ikke det vigtigste - selvom en sejr selvfølgelig vil være en god start. Det vigtigste er at få nogle minutter i benene, se prøvespillerne i aktion og få overført nogle af tingene fra træningsbanen til kampbanen.
Praktisk info
Kampen spilles inde på Tingbjerg Ground, hvor hvepsebaren vil være åben. Her vil det være muligt at købe noget at drikke samt stille aftensulten med en hvepsebørge eller to.
Der vil også være gratis adgang til kampen.
Skulle man være forhindret i at komme ud og se kampen, liveopdaterer vi på X (tidl. Twitter).
Siden sidst
Siden vi sikrede os oprykningen til 3. division med en samlet 1-0 sejr over Marienlyst, er der blevet arbejdet hårdt på kontorgangene. For nu, hvor vi var tilbage i divisionerne, kunne vi igen skrive kontrakter, men først skulle der ansøges om dette.
Den tilladelse kom i begyndelse af juli, og det fejrede vi ved at lave en 2-årig kontrakt med vores stærke målmand Lucas Chang-Andersen. Indtil videre er det også blevet til aftaler med: Søren Sørensen, Lukas Kiilerich, Ali Shah, Casper Neerborg, Marcus Porsgrunn, Oskar Tranberg samt Asger Møller Olsen, Nikolaj Andonovski og Festim Mustafi.
Derudover er der også kommet de første nye ansigter i hvepseboet. Karlo Trkulja, Lucas Koch, Andreas Clasen og Mikkel Lynge. Flere er på vej, da vi har en del prøvespillere med til træningen og kampen i dag.
Nye ansigter betyder selvfølgelig også farvel til nogen. Indtil videre har vi taget afsked med: Benjamin Riisgaard, Elliott Wikström, Johannes Houborg, Magnus Christensen, Nicolai Jantzen, Nikola Bursac, Philip Nyholm, Mads Hashiba, Nicolai Rasmussen, Dawda Ngum og Malik Ait.
Nogen af dem er flyttet til et andet land eller en anden landsdel, er taget afsted i jagten på mere spilletid eller har fået mindre tid i hverdagen. Uanset hvad, skal der lyde et stort tak til dem alle sammen og held lykke med fremtiden.
Der er også sket lidt på trænersiden. Her har vi forlænget med vores to cheftrænere Bo Holden og Jan Faber, så de også skal styre tropperne i 3. division. Derudover er vores målmandstræner Jens Emanuelsen stoppet, men her har vi fået en god, ny målmandstræner - nemlig vores tidligere målmand Kasper Vilfort.
Modstanderen
Efter at have befundet sig i divisionerne siden 2018 rykkede Vanløse ned i Danmarksserien sidste sæson, da de sluttede på sidstepladsen i 3. division.
Med en nedrykning sker der naturligvis ændringer, og her er Vanløse ingen undtagelse. Bl.a. har man fået et nyt trænerteam. Ny cheftræner er den tidligere FA 2000- og Karlslundetræner Jonas Hjortshøj. Som assistenttræner får han et kendt Vanløse-ansigt, nemlig Christian Thorup. Målmandstræner bliver en anden kendt Vanløse-spiller - målmand Lasse Krogh.
Mht. tidligere opgør, så skal vi tilbage til den 13. marts 2021 for at finde det seneste mellem Vanløse og Brønshøj. Her blev 2. divisionskampen spillet på kunstbanen ved Genforeningspladsen, da græstæppet i Vanløse Idrætspark ikke var egnet til fodbold.
Vejret begyndte egentlig fint nok, men i løbet af 2. halvleg stod spillere og tilskuere i en snestorm. Selve kampen var ikke den mest mindeværdige, men vi kunne da glæde os over en sejr på 1-0 på mål af Bayan Fenwick i slutningen af 1. halvleg.
Bayan med kampens eneste scoring, da vi slog Vanløse 1-0 den 13. marts 2021 i 2. division.
Der er heldigvis blevet lovet bedre vejr til kampen i dag. Derfor håber vi på at se en del hvepse, selvom det er midt i sommerferien.
Så tag turen ud til Tingbjerg Ground, støt hvepsene, få noget koldt at drikke, nyd en lækker hvepsebørge og få sagt hej til de nye og "gamle" spillere.
Dommertrio
Kampens hoveddommer bliver Magnus Tækker Lærke, mens linjedommerne bliver Ebbe Baardsen og Mariza Hasanbasic.