Menu

Optakt: Fem år siden sidst

image En af de mange chancer, da Odder gæstede Tingbjerg den 5. maj 2018 (Foto: Thomas Løser)
21. april 2023 kl. 19:38
Det er næsten fem år siden, at vi sidst mødte Odder. Men på søndag kl. 14 venter østjyderne for tredje gang i vores klubs historie.

Det er tæt i oprykningsspillet, hvor alle hold tager point fra hinanden, Sejre er derfor utrolig vigtige, da de kan gøre en kæmpeforskel.

Vi har dog kæmpet med at finde efterårets målform og har kun taget en sejr i de fem første kampe i forårets oprykniningsspil. Der har dog været optræk til scoringer flere gange, og det er kun et spørgsmål om tid, før vi får hul på bylden.

Det hul må gerne komme allerede på søndag, når Odder gæster Tingbjerg Ground. Vi håber igen på masser af hvepse på tribune.

Vigtig information

Du finder information om billetpriser, parkering og meget mere her.

Til højre for tribunen vil børnebanen igen være kridtet op og der kan købes popcorn til 20 kr.

Følg med i kampen

Har du ikke mulighed for at komme ud til Tingbjerg, så kan du følge med på Twitter. Her vil vi liveopdaterer fra kampen. Vi livestreamer også kampen via VEO Live.

Seneste kamp

Vi var langt væk hjemmefra, da vi i sidste runde havde taget turen til Vejgaard i Aalborg. Det var perfekt fodboldvejr med skyfri himmel og solskin, og de ca. 40 hvepse, der havde taget turen derop nødt da også solens stråler.

De nødt dog også Brønshøj spille en rigtig god 1. halvleg, hvor især Otto Dupont gjorde, hvad der passede ham. Desværre sad løbene i feltet ikke lige i skabet, så ingen mål i 1. halvleg.

Om det var den lange bustur eller måske de mange skader, så faldt tempoet i 2. halvleg, hvor det kun blev til et par løse skud. Tættest på var Julius Hamburger-Toft med et forsøg lige forbi mål.

Det hele sluttede derfor, som det begyndte, nemlig 0-0. Det må siges at være et fair resultatet.

Bortset fra, at vi gerne ville have taget en sejr, så var Vejgaard et særdeles hyggeligt bekendtskab. Fine faciliteter og venlige mennesker. Så hvis du er i Aalborg-området og har lyst til at se lidt fodbold, så smut ud til den sydøstlige del af Aalborg.

Modstanderen

Odder jagter deres første udesejr her i foråret, når de kommer forbi på søndag. Deres fem første kampe har budt på en sejr, tre uafgjorte og et nederlag - ligesom os. Den enlige sejr kom - igen ligesom os - hjemme mod Ringkøbing og endte også 2-1.

Deres seneste kamp var ude mod Frederikssund, hvor det endte 1-1, men Odder havde håbet på mere.

Der er ingen tvivl om, at Odder er et stærkt hold, hvilket de viste i efteråret. Her hentede de 40 point og sluttede på 2. pladsen efter stærke Vejgaard. Netop Vejgaard, som vi mødte jo mødte i sidste runde, lykkedes det Odder at besejre på udebane i efteråret.

Vi har mødt Odder to gange før. Begge gange var i 2018 i 2. divisions nedrykningsspil. Her løb vi ind i et 1-0 nederlag i Odder på et mål scoret i overtiden. I det omvendte opgør i Tingbjerg endte det 0-0 på trods af flere chancer til os.
Mens vi ikke har nogle gengangere fra dengangs trup, så har Odder stadig fem spillere i truppen, som var i kampen i maj 2018 på Tingbjerg Ground.

Men som sagt, så bliver det ikke nogen nem kamp, men vi vil gå benhårdt efter sejren i tredje forsøg mod Odder, der har lige så meget brug for en sejr, som vi har i kampen om oprykning.

Spillested

Kampen spilles på Tingbjerg Ground, som ikke behøver nogen introduktion.

Dommertrio

Kampens hoveddommer bliver Søren Knudsen. På sidelinjerne vil Martin Haarup Møller og Magnus Tækker Lærke være klar med flagene.

Luk