Optakt: En tur til Aarhus
Det er et opgør mellem en nedrykker og en oprykker, så Brabrand må siges at være favoritter. Men som vi har set indtil videre i de tre første runder i denne sæsons 3. division, så kan alt ske i kampene.
Vi må derfor forvente en tæt kamp, som det før har været, når vi har mødt Brabrand. De har tidligere været kendt for deres stærke fysik og power, og vi kan sikkert også forvente det samme i morgendagens opgør. Så vi skal være klar for start og være klar til at slå os på en stærk modstander. Men mon ikke trænerteamet allerede har forberedt spillerne på det.
Vi ved godt, at der er et stykke fra København til Aarhus, men vi håber stadig på, at en del hvepse vil tage turen til det jyske.
Praktisk info
Alt info om billetpriser, mad og drikke, parkering osv. finder du her. Ved at klikke på linket kan du også blive klogere på Brabrand ang. deres historie og kendte spillere, som har været i klubben.
Skulle du være forhindret I at komme på stadion, så er der stadig mulighed for at følge kampen. Dette kan enten gøres på X (tidl. Twitter), hvor vi liveopdaterer fra kampen eller ved at livestreame kampen på JFM Play. Vær opmærksom på, at for at livestreame kampen skal du have abonnement på JFM Play. Dette koster 79 kr. for fire uger.
Og så håber vi på, at JFM Play har fået styr på teknikken, så vores kamp denne gang kan ses på deres platform!
Seneste kampe
I sidste runde fik vi besøg af af aarhusianske Lyseng. Her kom vi frem til flere gode chancer i 1. halvleg, men måtte vente helt til det 35. minut med at få nettet til at blafre. Her spillede Lucas Koch bolden ned langs venstre side. Ali Shah tog bolden til sig og med et spark igennem benene på en Lyseng-spiller og i nettet.
I 2. halvleg var Lyseng tæt på at udligne, da vi mistede bolden tæt på eget mål. Men Chang fik på flot vis reddet. Vi havde mulighederne for at komme yderligere foran og lukke kampen, men fik dem ikke udnyttet.
Lyseng formåede dog aldrig rigtig at presse os i bund og efter fem minutters overtid fløjtede dommeren kampen af. Vi kunne dermed fejre sæsonens første clean sheet og første divisionssejr.
Videosammendrag af 1-0 sejren over Lyseng samt interview med cheftrænerne efter kampen
Modstanderen
Brabrand havde det svært i sidste sæson i 2. division. Efter grundspillets 22 kampe havde de hentet 18 point og lå lige akkurat på den rigtige side af nedrykningsstregen.
Desværre for aarhusianerne blev det kun til to sejre og to uafgjorte i nedrykningsspillet. Det betød, at de sluttede på sidstepladsen og dermed måtte en tur ned i 3. division efter at have tilbragt de sidste seks sæsoner i 2. division.
Brabrand fik ikke den bedste start på livet i 3. division. I den første kamp tabte de 3-1 på udebane til oprykkerne fra Odder og i den næste kamp måtte de se sig besejret 0-1 på hjemmebane mod Avarta.
Men i den tredje kamp kunne Brabrand endelig juble. Her vandt de 0-1 i lokalopgøret ude mod VSK Aarhus. VSK havde ellers vundet deres to første kampe. Det viser bare, at alt kan ske i denne række.
Andreas Granskov scorer til 0-1 ude mod Brabrand den 18. juni 2016 (Foto:Thomas Løser)
Det er 19 år siden, at vi første gang mødte Brabrand. Dengang vandt vi 2-1 hjemme i Tingbjerg den 20. august 2005, hvor Peter Larsen og Tuncay Uymaz scorede målene, der sikrede os sejrene. Dette er også den eneste sejr, som vi har fået mod Brabrand i de otte opgør, som vi har spillet mod dem.
De to sidste gange vi har gæster Brabrand har vi tabt hhv. 3-0 og 5-0. Senest point i Brabrand var den 18. juni 2016, hvor det hele endte 2-2. Her kom vi foran 0-1 ved Andreas Granskov og senere foran 1-2 på et flot frisparksmål af Jabar Sharza. Med føringen var vi på vej tilbage i 1. division. Men Brabrand fik udlignet i slutminutter, og så røg oprykningen.
Vi har derfor ikke den bedste historie, når vi gæster Brabrand, men det håber vi ændrer sig i morgen.
Dommertrio
Kampens dommer bliver Mikkel Thomsen. På sidelinjerne får han assistance af Jón Marni Johannesen og Lucas Ellegaard Pedersen.