Optakt: Det spidser til
Efter sidste uges skuffende nederlag ude mod Greve, skal vi tilbage på sejrssporet. Og er der et bedre sted end Tingbjerg Ground foran Danmarks Smukkeste at gøre det på? Svaret er et klokkeklart nej!
Oprykkerne fra Gørslev har i denne sæson vist sig som en genstridig modstander, der kommer stormende med meget fysik og energi. Det har indtil videre indbragt dem 13 point og en 8. plads. Men B1908 kommer bagfra, så Gørslev har brug for point.
Det har vi også for at holde fast i 1. pladsen, og her har vi brug for jeres hjælp. Så tag turen ud til Tingbjerg Ground for at synge og råbe spillerne frem til sejr.
Men kan du ikke komme, så vil vi som sædvanligt liveopdaterer fra kampen på Twitter. Samtidig livestreamer vi den også via vores VEO.
Vigtig info
Der vil igen være to indgange - en til betalende og en til alle med kort (eller gratis adgang eksempelsvis børn, ungdomsspillere og æresmedlemmer).
På dagen vil alle der ikke har kort eller anden aftalt adgang skulle betale entre.
Information om entrépriser og andre vigtige ting kan findes her.
Seneste kamp
Vi kom flyvende ud til sidste weekends kamp ude mod Greve. Inden stadionuret havde rundet to minutter, havde vi haft to-tre kæmpechancer. Desværre var det en dag, hvor vi ikke var effektive. Og for første gang i sæsonen kom vi ikke på tavlen.
Det gjorde Greve til gengæld, som formåede at udnytte deres chancer i 1. halvleg til at bringe sig foran både 1-0 og 2-0. I 2. halvleg var Frederik Rej-Rosenqvist stærk i målet og stoppede mange af Greves forsøg på omstillinger. I overtiden scorede Greve et flot mål til slutstillingen 3-0.
Se eller gense mål og chancer fra kampen mod Greve lige her:
Modstanderen
Gørslev måtte i sidste runde forlade de hyggelige omgivelser i Gørslev og i stedet for spille hjemme mod Herfølge Stadion mod topholdet Holbæk.
Det blev en begivenhedsrig kamp med hele 8! gule kort til Gørslev og et hidsigt pres fra Gørslev, som også følte sig snydt for straffe, i slutfasen. Holbæk var dog bedst i 1. halvleg, men overlod initiativet til Gørslev i 2. halvleg. Kampen endte med en 2-0 sejr til Holbæk, som scorede det sidste mål i overtiden på en omstilling.
Vores tidligere besøg i Gørslev var en neglebidende affære. Gørslev bragte sig foran, men i slutningen af kampen kom indskifterne Martin Jensen og Rasmus Suhr på tavlen. Vi kunne derfor tage hjem med en 2-1 sejr.
Chancer og mål fra vores første møde med Gørslev kan ses her:
Dommertrio
Kampens dommer bliver Søren Knudsen. På linjerne får han assistance af Katrine Stensholm og Torben Jensen.