Optakt: Den sidste træningskamp
Så er det snart tid til divisionsbold igen, men først skal vi have spillet træningskamp mod Nykøbing FC. Det plejer at være nogle gode træningskampe mod falstringerne, hvor vi bliver testet af en stærk modstander, men også selv yder kamp til stregen.
Så kom ud til Tingbjerg Ground, lær de nye spillere bedre at kende, så du har helt styr på dem til den nye sæson og ellers bare nyd hvepsene spille igen, inden det for alvor gælder, når det går løs den 3. august hjemme mod Næsby i 3. division.
Praktisk info
Kampen spilles inde på Tingbjerg Ground, hvor hvepsebaren vil være åben. Her vil det være muligt at købe noget at drikke samt stille middagssulten med en hvepsebørge eller to.
Der vil også være gratis adgang til kampen.
Skulle man være forhindret i at komme ud og se kampen, liveopdaterer vi på X (tidl. Twitter).
Seneste træningskamp og nye spillere
Tirsdag stod den på mosederby mod AB på Tingbjerg Ground. Her satte AB os under et gevaldigt pres i 1. halvleg, men takket være en hårdt kæmpende defensiv og en række flotte redninger af Chang, formåede vi at gå til pause med stillingen 0-0.
I 2. halvleg fik vi mere gang i eget spil, og var også tæt på at komme foran 1-0, men Niko Larsens forsøg fik forbi mål. Kort tid efter bankede Darren Sidoel bolden i mål bag en chanceløs Chang.
Efter målet satte AB sig på kampen igen, men det blev til den ene scoring. Men en god indsats af vores spillere mod en rigtig dygtig modstander.
Men det er ikke kun kamp vi har spillet. Vi har også skrevet kontrakt med to nye spillere - Jonas Idris og Simon Holden. Det kan du læse mere om her.
Modstanderen
Nykøbing FC er skal i gang med deres anden sæson i træk i 2. division. I sidste sæson var de med i oprykningsspillet, men spillede ikke den store rolle, og det blev også kun til syv point i oprykningsspillet. Dog kom tre af de point mod rækkens vinder - Esbjerg.
Deres seneste træningskamp var i lørdags, hvor de hjemme mødte Holbæk fra 3. division. Nykøbing FC kom foran 1-0, hvilket også var stillingen ved pausen. Men i 2. halvleg fik Holbæk udlignet til slutstillingen 1-1. Det var en lige affære med chancer i begge ender, men til sidst havde Holbæk mulighed for at tage sejren. Målmand Tobias Brogaard leverede dog en flot redning.
Seneste træningskamp mod Nykøbing FC endte 2-2 på kunsten i Tingbjerg den 22. februar 2024.
Det er tredje gang på lidt over et år, at vi spiller træningskamp mod Nykøbing FC. Sidste sommer tabte vi 0-2 på Tingbjerg Ground, men i vinters endte det 2-2 på kunsten i Tingbjerg. Det var en meget våd og tåget affære, hvilket også kan ses på videosammendraget fra kampen.
Vi fik bragt os foran 1-0 ved Ashab Mukudajev efter 10 minutter, da han tjippede bolden i mål. Et lille kvarter senere fordoblede Mican Atici vores føring. Nykøbing FC havde deres muligheder i 1. halvleg for at komme på tavlen, men Chang stod fantastisk. I slutningen af 1. halvleg var vi tæt på 3-0, da Mican ramte overliggeren.
Kort tid inde i 2. halvleg fik Nykøbing FC reduceret til 2-1 og fortsatte med at presse på. Men det blev først til et udligning 12 minutter før tid, da falstringerne udnyttede en forsvarsfejl. Begge hold havde mulighed for at komme yderligere på tavlen til sidst, men det blev ved 2-2.
Dommertrio
Kampens hoveddommer bliver Andreas Lindegaard Halkjær, mens linjedommerne bliver Tanju Saglam og Oliver Rendtorff.