Målene manglede
Fra start af satte vi os på kampen, men det var først fra det 11. minut, at chancerne begyndte at komme. Matin Husaini sparkede chance-showet i gang med et nærgående frisparksforsøg.
Et par minutter senere kom Nicolai Johannessen godt igennem i venstre side og fandt Mathias Veltz inde i feltet. Men Veltz fik sparket skævt til bolden.
Og bedst som vi troede at en BB-scoring var på vej, så gik det galt i den anden ende. Gæsternes topscorer Søren Jensen tog chancen fra 18-20 meters afstand med et hårdt og flad spark - som muligvis ramte Nicolai Rasmussens hæl - mod mål. Afslutningen var udenfor Tim Lunds rækkevidde og bolden strøg i kassen. 0-1.
Vi fortsatte dog med at skabe chancer. Men et heroisk kæmpende B1903-hold fik blokeret vores afslutninger gang på gang.
Efter en halv times spil burde vi havde scoret til 1-1. Her havde et helt hvepsebo mulighed for at sparke et perfekt slået hjørnespark i kassen, men ingen af spillerne fik ram på bolden.
Chance på chance blev misbrugt i 1. halvleg, som bød på hele 10 hjørnespark til os, og vi måtte derfor gå til pausen bagud med en enkelt pind.
I 2. halvleg fortsatte vi, hvor vi slap, og i det 54. minut var det utroligt, at det ikke blev 1-1. Mads Hashiba blev spillet helt fri af Rasmus Suhr. Men selvom Hashiba havde alverdens tid inde i feltet, så blev bolden sparket over mål.
Med en halv time tilbage af opgøret fik gæsterne mulighed for mål nummer to. Chancen tilfaldt igen Søren Jensen, som nærmest havde alle B1903’s afslutninger i dag. Men han fik lobbet bolden over måde Lund og målet.
Vi pressede og pressede, men måtte vente til det 85. minut med det udlignende mål. En lang bold blev smidt op mod Veltz, som tog bolden til sig. Han fik spillet bolden hen til Orbe, der med en firsttimer fik sendt bolden i mål via stolpen. 1-1.
Vi havde en sidste chance for scoring i det 89. minut, men selvom Orbe fik kæmpet sig foran sin modstander, kunne han ikke få headet mod mål.
Det endte derfor 1-1. Et skuffende og frustrerende resultat, især efter en kamp hvor vi gør det meste rigtigt. Men når man ikke udnytter sine chancer, så er det svært at vinde fodboldkampe. Og det kan være svært at se det positive efter dagens resultat, men vi vil forsøge. Spillet er betydeligt bedre end i efteråret og vi faldt ikke sammen i 2. halvleg som vi ellers gjorde sidste weekend.
Men for pokker hvor ville det være skønt, hvis det flotte spil også blev belønnet med sejre. Den kommer forhåbentlig på lørdag den 16. april kl. 13. Her går turen til Ishøj, som også jagter forårets første sejr efter en uafgjort og to nederlag.