Menu

Ledertyper til hvepsene

image Jonas Idris (tv., foto: Sønderjyske Fodbold) og Simon Holden (th., foto: Hans Kurt Frederiksen)
24. juli 2024 kl. 12:26
Vi fortsætter klargøringen af truppen til 3. division og har skrevet kontrakt med både forsvarsspilleren Jonas Idris og midtbanespilleren Simon Holden fra hhv. HB Køge og FC Roskilde.

19-årige Idris har spillet ungdomsbold i FC København og Sønderjyske, inden han skiftede til HB Køges U19-hold. Her var hans fast mand og anfører med 39 kampe for svanerne i U19-divisionen.

”Jonas kan dække pladserne i venstre side af forsvaret - både centralt og på backen. Han er en ung og lovende spiller, som har været anfører i sin seneste klub, så vi får også en spiller med lederevner”, fortæller Thomas Ibsen, sportschef i Brønshøj.

23-årige Simon Holden begyndte sin fodboldkarriere i AB, hvor han siden blev fast mand på deres U19-hold med 46 kampe i U19-divisionen. I september 2018 fik han sin debut for AB’s førstehold. Her blev det til 76 divisionskampe. I januar 2023 skiftede han til FC Roskilde, hvor han spillede 28 kampe for ørnene i divisionerne. Simon fik i dag ophævet sin kontrakt med FC Roskilde.

”På trods af en ung alder er Simon en rutineret og erfaren divisionsspiller. Han kommer ind med noget stabilitet, lederegenskaber og vindermentalitet, som kan hjælpe os i 3. division”, slutter sportschefen.

Jonas Idris var med i træningskampen mod AB i går, mens Simon har spillet i de to træningskampe, som vi har spillet indtil videre mod Vanløse og AB.

Luk