Kvikguide til 3. division
Streaming af kampe
I Danmarksserien kunne vi livestreame vores kampe med vores VEO via appen VEO Live. Dette kan vi ikke gøre i 3. division, da JFM (Jysk Fynske Medier) har købt rettighederne til 2. og 3. division.
Det betyder, at alle vores kampe fremover bliver livestreamet på JFM Play. Her kan du udover fodbold i 2. og 3. division også se basket, ishockey, håndbold og mange andre sportsgrene.
Prisen er 79 kr. for fire uger, og du køber abonnement til JFM Play her.
På JFM Play vil du også kunne se højdepunkter og mål fra de øvrige kampe i 2. og 3. division.
Turneringsstruktur
I 3. division spiller vi 22 kampe i grundspillet mod de øvrige hold. Der spilles hjemme og ude.
Efter de 22 kampe deles 3. division op i to. Et oprykningsspil og et kvalifikationsspil.
Holdene i top 6 går i oprykningsspillet, mens de sidste seks hold går i kvalifikationsspillet. Holdene tager alle deres point og mål med over.
I oprykningsspillet spilles 10 kampe mod de øvrige. Der spilles hjemme og ude. Nr. 1 og 2 efter de 10 kampe rykker op i 2. division. De fire andre hold forbliver i 3. division.
I nedrykningsspillet spilles ligeledes 10 kampe mod de øvrige hold. Der spilles hjemme og ude. De tre nederste rykker ned i Danmarksserien, mens de tre andre hold forbliver i 3. division.
Modstanderne
Vi skal i grundspillet rundt til Jylland, Fyn, Sjælland og Amager.
I Jylland finder vi Holstebro, Young Boys (tidl. Silkeborg KFUM), Odder samt Aarhusklubberne Brabrand, Lyseng og VSK Aarhus.
Holstebro mødte vi senest den 21. maj 2000 i 2. division. Her vandt vi 1-4 i Holstebro. Holstebro lavede to selvmål, mens Claus Nielsen og Carsten Schrøder scorede vores to andre mål.
Young Boys har vi aldrig mødt før.
Odder mødte vi for to sæsoner siden i Danmarksserien. Her endte det 2-2 på Tingbjerg Ground den 10. juni 2023. Begge vores mål blev scoret af Mathias Veltz.
Brabrand mødte vi senest den 1. juli 2020 i 2. division. Her sluttede det 1-1 i Tingbjerg. Kevin Bechmann Timm scorede vores mål.
Lyseng slog vi 0-4 på udebane, da vi sidst mødte dem. De næsten 100 hvepse så Aske Victor, Jamil Fearrington, Oskar Tranberg og Mads Rønne score målene den 9. juni 2018.
VSK Aarhus har vi ikke mødt siden den 13. maj 2018. Der endte det 3-3 i Vejlby-Risskov, hvor Daniel Anusic vistnok brækkede kravebenet, mens Kevin Bechmann Timm og Christoffer Boateng (2 styks) scorede målene.
På Fyn venter en enkelt modstander, nemlig Næsby, som vi møder i premierekampen. Her skal vi tilbage til den 26. maj 2018 for at finde vores seneste kamp mod fynboerne. Dengang endte det 2-2 på Tingbjerg Ground. Kevin Bechmann Timm scorede begge mål.
På Sjælland og Amager har vi fire modstandere: Avarta, FA 2000, Holbæk og Sundby.
Avarta mødte vi i forrige sæsons oprykningsspil i Danmarksserien den 17. juni 2023. Her tabte vi 0-1 i Tingbjerg.
FA 2000 mødte vi sidst den 20. marts 2021 i Frederiksberg Idrætspark. Her scorede Bayan Fenwick og Aleksandar Lazarevic, men det var ikke nok, da vi tabte 3-2.
Holbæk mødte vi også for et par sæsoner siden i Danmarksseriens oprykningsspil. Seneste møde var den 19. maj 2023, hvor vi tabte 0-1 på Tingbjerg Ground.
Sundby mødte vi to gange i sidste sæson. Seneste møde, som var den 28. oktober 2023, vil vi helst glemme, da vi tabte 5-0 i Kløvermarken.
Dækning af kampene
Som vi nu har gjort i mange år, så vil vi fortsat dække vores kampe med liveopdateringer på X (tidl. Twitter), referater, optakter, interviews, BBTV og meget mere. 24 timer efter slutfløjt vil vi også være klar med videosammendrag fra vores kampe.
Derudover så vil man også kunne læse artikler om Brønshøj på bold.dk, Tipsbladet, 2700-netavisen og Brønshøj-Husum Avis.
Andet info
Viden om billetpriser, mad, drikke, parkering, offentlig transport osv. kan du finde på vores hjemmeside ved at klikke her.