Menu

Kvartet forlænger

image
14. juli 2024 kl. 15:57
Der er forlænget med Ali Shah, Casper Neerborg, Marcus Porsgrunn og anfører Oskar Tranberg, så de alle sammen er hvepse i den kommende sæson.

21-årige Ali kom til Brønshøj i vinterpausen 2024 fra Ishøj IF, og teknikeren viste sine evner frem med det samme. Indtil videre har han spillet 14 kampe og scoret 4 mål for hvepsene.

”Ali har vist med sin gode teknik, at han kan skille de andre holds defensiv ad. Dette regner vi også med, at han kan gøre i 3. division”, fortæller sportschef Thomas Ibsen.


Et af Alis fire mål i BB-trøjen. Dette fra 1-2 sejren ude mod Frederikssund i foråret 2024.

Neerborg - 25 år - har været hveps siden sommeren 2022, hvor han skiftede FC Roskilde ud med Brønshøj. Højrebacken har pr. dags dato spillet 48 kampe og scoret 7 mål i Brønshøj-trøjen.

”Neerborg har været en stabil og vigtig spiller for os, siden han kom for 2 år siden. Han er stærk både offensivt og defensivt. Derudover har han rutine fra divisionerne. En rutine, som vi håber han kan give videre til andre i truppen”, fortsætter Ibsen.


Neerborg på pletten i 2-0 sejren over Hørsholm-Usserød på Tingbjerg Ground den 18. maj 2024.

Marcus er en af de mere rutinerede på Brønshøj-holdet på trods af sine kun 23 år. Han kom til klubben i sommeren 2019 direkte fra FC Københavns U19-hold. Han har, inden vi tager hul på den nye sæson, spillet 68 kampe og scoret 3 mål for Brønshøj.

”Marcus giver sig altid 100 procent inde på banen, hvilket der bliver brug for i divisionerne mod stærkere modstandere. Samtidig har han også et godt overblik og fin teknik, hvilket kan hjælpe os i 3. division”, fortæller Thomas yderligere.


Lækkert mål af Marcus i 0-5 sejren ude mod Skjold den 27. april 2024.

Vores 29-årige anfører Oskar Tranberg har været Brønshøj-spiller siden sommeren 2016, da han tog til den rigtige side af mosen efter at have været hos AB. Tranberg har klart flest Brønshøj-kampen i truppen med hele 180 af slagsen. Samtidig er det blevet til 15 mål i de sorte og gule farver.

”OT er en kulturbærer og efter otte år i klubben, kender han både fansene og kulturen i klubben utrolig godt. Dette kendskab skal han dele ud af til de andre i truppen, som ikke har været her i lige så lang tid. Og med sin rutine kan han være med til at give ro på og dele ud af sine erfaringer til de andre på holdet”, siger Thomas Ibsen.

”Til sidst vil jeg tilføje, at vi er utrolig glade for at forlænge med alle fire, da de har været en fast del af holdet i foråret. Det er vigtigt, at vi kan holde på stammen og ikke skal ud og bygge et nyt hold op - især når optaktsperioden er så kort”, slutter sportschefen.


Tranberg scorer fra midten i 2-3 sejren ude mod B1908 den 22. september 2022.

Luk