Interview med Supporternes formand
Hvor lang tid har du holdt med Brønshøj Boldklub og hvorfor netop den klub?
”Det har jeg siden 1967, hvor jeg var seks år. Min far og onkel fulgte Brønshøj på det tidspunkt.”
En ung Steen Jørgensen - selvfølgelig iført Brønshøj-trøjen (Privatfoto)
Hvad har været højdepunkterne som fan?
”Der har været mange højdepunkter. For eksempel oprykningerne, især den ude på Østerbro Stadion i 2010. Det var jo en fest uden lige.”
Den oprykning som Steen taler om, var oprykningen fra 2. division til 1. division under cheftræner Bo Henriksen. På Østerbro Stadion blev Skjold besejret 2-0. Men oprykningen kunne ikke være sket uden comebacksejren mod HIK ugen før hjemme på Tingbjerg Ground.
Comeback-kampen mod HIK i 2010, hvor vi vendte 0-2 til 3-2 (Klippet er fra TV Bella)
Hvad med lavpunkterne? Og hvorfor har du holdt fast i at støtte klubben?
”Selvfølgelig nedrykningen her til Danmarksserien. Jeg tror ikke, at der er nogen herude, som kan huske andet end kampe i divisionen - i hvert fald ikke nogen, som lever endnu. Det var et hårdt slag. Og jeg støtter stadig, fordi det er jo klubben, der er i hjertet.”
Vi var en del af divisionerne fra 1945 og frem til 2021, hvor vi rykkede ned i Danmarksserien.
Hvordan er det hele tiden at skulle lære nye spillere at kende?
”Det er noget, man vænner sig til. De første år jeg fulgte dem, var det jo nærmest en fast stamme. Men nye tider, hvor man skifter mange. Rigtig mange af de nye spillere er jo søde og rare og hilser, når man møder dem inde i klubhuset samt efter kampene. De har lært det efterhånden, men måske de får det at vide, når de skifter hertil.”
Det sidste blev sagt med et smil på læben.
Hvad er dit indtryk af de nye trænere og de nye spillere?
”Det har givet noget ny gejst. Det har været nogle flotte træningskampe, selvom man kun har vundet én. Men de har gjort det godt - også mod hold fra højere rækker. Men jeg synes, at de har spillet fornuftigt med en helt anden gejst, som vi ikke har set længe.”
Hvad er forventningerne til foråret?
”Det er oprykning.”
Steen Jørgensen (tv.) sammen med en med-supporter Kim "Væbner" Olsen