Menu

Grumt i Greve

image Greve bringer sig foran 1-0 (Foto: Thomas Løser)
22. oktober 2022 kl. 18:42
Vi havde forudsagt en svær kamp i Greve, og desværre endte det med sæsonens andet nederlag. 3-0 til Greve blev slutfacit. På trods af nederlaget holder vi stadig fast i 1. pladsen, da Karlslunde snublede i Herstedøster.

Vi kom ellers stærkt ud til 1. halvleg og inden stadionuret havde rundet to minutter, var det blevet til tre chancer. Men hverken Rasmus Suhr, Marcus Porsgrunn eller Jeppe Orbe kunne få bolden over stregen.

Vi formåede at fastholde spilovertaget, men det er som bekendt mål, der tæller i fodbold. Og dem var Greve bare bedre til at score end vi var i dag.

Effektivt hjemmehold
I det 17. minut fik Greve spillet sig frem til deres første afslutning inden for målrammen. Fra kanten af feltet bankede Tobias Siig til bolden og hamrede den i nettet uden chance for målmand Frederik Rej-Rosenqvist. 1-0 til Greve.

Et kvarter senere fordoblede hjemmeholdet føringen. Efter et hjørnespark endte bolden hos Simon Boe, der fik spillet Anton Barlach fri. Barlach fik sendt bolden igennem benene på Frederik og så var værterne foran 2-0 på to forsøg.

Mellem de to scoringer fik vi bolden i nettet, men til stor frustration for spillere og trænere blev målet annulleret. På optagelserne fra kampen ser det ellers ud til, at bolden spilles skråt tilbage. Men linjedommerens og dommerens beslutning om en annullering var endelig.


Suhrs scoring til 1-1 blev annulleret pga. en offside, der nok ikke var der (Foto: Thomas Løser)

Skidt 2. halvleg
I 2. halvleg var Greves taktik at stå kompakte i defensive og satse på omstillinger. Begge dele lykkedes for hjemmeholdet, mens meget lidt lykkedes for os.

Vi havde svært ved at komme igennem Greves defensiv. Der var konstant et hav af Greve-spillere, som stod i vejen, når vi ville afslutte. Vores bedste forsøg kom på indlæg ind til Kevin Bechmann Timm, der fik headet på mål to-tre gange.

I den anden ende havde Greve den ene store chance efter den anden på omstillinger. Men flere gode redninger af Frederik Rej-Rosenqvist forhindrede yderligere Greve-scoringer.

I overtiden fik Greve scoret til kampens slutresultat 3-0, da 17-årige Simon Olsen scorede et flot mål på et velplaceret langskud.

Stadig nummer 1
På trods af nederlaget holdt vi fast i 1. pladsen, da Karlslunde kun fik 2-2 ude mod Herstedøster. Og med fem runder tilbage er det tæt i pulje 1, hvor kun fem point adskiller nr. 1 og nr. 5.

I næste runde skal vi forsøge at holde fast i 1. pladsen og komme tilbage på sejrssporet, når vi møder Gørslev lørdag den 29. oktober kl. 14 på Tingbjerg Ground.

Luk