Menu

Fem nye og en ”gammel” hveps

image
09. august 2022 kl. 20:29
Seks nye spillere er det blevet til siden sidste sæson. En af dem kender I allerede godt, mens I først lige er begyndt at lære de andre at kende. Her følge en præsentation af de nye spillere.

To af de seks spillere har deres styrke i det defensive. Det drejer sig om Casper Neerborg og Otto Dupont.

”Vi havde lavet en aftale med Casper, men afventede om det kunne lade sig gøre at skifte fra Odense Universitet til Københavns Universitet. Det var planen, at Casper skulle spille som højre back - især med tanke på Toftums skade”, fortæller sportschefen.

Men nogle gange dukker der spillere op, som man ikke lige havde regnet med. En af disse er Otto Dupont.

”Men vi venter på svar fra Casper om overflytningen kan lade sig gøre, så kommer Otto og griber chancen. Otto har gjort det godt til træning, i træningskampene og i pokalkampen mod Listrup samt kampen mod Karlslunde. Casper viser dog, at han også kan spille på den centrale midtbane, da han afløste Porsgrunn tidligt i lørdagens kamp”, fortsætter Thomas Ibsen.

23-årige Casper Neerborg har fået sin fodboldopdragelse i FC Nordsjælland og Lyngby og har fået flere divisionskampe for FC Roskilde. Casper har allerede fået sin debut, da han, som skrevet tidligere, blev skiftet ind i lørdagens kamp mod Karlslunde.

”Selvom Casper kun er 23 år, så er han allerede en rutineret spiller med flere divisionskampe. Han er dejlig rolig på bolden, flytter sig godt, god til at spille simpelt og placere sig. Derudover har han også en god fart og et godt touch”, siger sportschefen om Casper Neerborg.

Otto er en 20-årig forsvarsspiller, som både kan spille højre og venstre back. Som ungdomsspiller var han i FC København, men skiftede senere til AB’s U19-hold. I sommeren 2021 blev han rykket op i førsteholdstruppen, hvor det blev til kampe i både 2. division og pokalen. Otto har spillet flere af træningskampene og har fået fuld tid i både pokalkampen og ligakampen. I sin debut i Listrup kom Otto også på tavlen.

”Otto er ung og skal stadig lære, men han har gjort det godt i kampene. Han har meget energi, en god fart, fornuftigt touch og vil rigtig gerne frem på banen”, fortæller Thomas Ibsen om Otto Dupont.

Casper Neerborg (tv.) og Otto Dupont (th.)

Udover de to defensive kræfter, så er der også fire andre spændende tilføjelser.

Jannik Mayhöfer (22 år) er en kantspiller, som kommer fra Ringsted. Her var han med i de fleste kampe i sidste sæson i Danmarksserien, hvor det også blev til fem scoringer.

Om Jannik Mayhöfer udtaler sportschefen: ”En fantastisk boldspiller, der minder lidt om Martin Jensen. Ham skal folk glæde sig til.”

Fra GVI har vi hentet 20-årige Rasmus Rønne, som er en lynhurtig kant. Rønne har spillet ungdomsbold i GVI og fik debut for klubben i foråret 2021. I sidste sæson fik han flere kampe i Danmarksserien og kom på tavlen seks gange.

”Rønne har en fantastisk fart og acceleration. Han kommer til at gøre ondt på alle hold”, udtaler Ibsen om Rasmus Rønne.

Jannik Mayhöfer (tv.) og Rasmus Rønne (th.)

24-årige Simon Vejlgaard er også kommet til og kan spille både på den centrale midtbane og på kanten. Simon har tidligere spillet for AC Horsens, Stenløse, BSF og FC Roskilde. Simon har også været med i flere af træningskampene.

Sportschef Thomas Ibsen sig følgende om Simon Vejlgaard: ”Simon er en slider og i øjeblikket arbejder han stenhårdt på at finde sit tidligere niveau.”

Den sidste tilføjelse er et særdeles kendt navn og en populær herre i Brønshøj Boldklub. Det er vores tidligere angriber Kevin Bechmann Timm, som spillede hos os fra sommeren 2017 til sommeren 2020. Her blev det til 85 kampe og 41 mål for Hvepsene. Efter tiden i Brønshøj trak Kevin stikket og spillede lidt bold i FC Græsrødderne.

”Vi har i truppen fået tilgang af en gammel kending - Kevin Bechmann Timm. Han har trænet med i hele opstarten og arbejder stenhårdt på at komme tilbage til sit gamle jeg”, fortæller Thomas Ibsen om den sidste tilføjelse.

Med de seks spillere er der 26 mand i truppen. Det kan umiddelbart lyde af mange, men der venter også rigtig mange kampe denne sæson. Mindst seks kampe mere end sidste sæson. Dette kommer sportschefen også ind på.

”Nu har vi spillet to kampe, men der venter yderligere 18 kampe i efteråret. Det er dejligt med en bred og kvalificeret trup, hvilket er en dejlig ting. For vi får brug for alle mand i truppen”, slutter sportschef Thomas Ibsen.


Simon Vejlgaard (tv.) og Kevin Bechmann Timm (th.)

Luk