Menu

Duo fra Sundby til Brønshøj

image Mads Jul Jørgensen (tv.) og Magnus Krogh Hansen (th.)
29. december 2024 kl. 16:32
Vi har lavet aftaler med 22-årige Mads Jul Jørgensen og 23-årige Magnus Krogh Hansen. Begge spillere kommer fra Sundby.

Mads Jul Jørgensen, som spiller i det centrale forsvar, spillede i B1908. Senere skiftede han til HIK. Hos HIK blev det til kampe for U19-holdet, inden han fik sin debut for førsteholdet i 2. division i foråret 2021.

I januar 2022 skiftede han til Sundby. Her var han med til at sikre dem oprykning til først Danmarksserien og i sidste sæson til 3. division. I efteråret er han startet inde i samtlige 16 kampe for amagerkanerne.

”Mads er en spiller som går forrest – både på og udenfor banen – og en rigtig ledertype. Han er stærk i hoved- og duelspillet og samtidig rolig på bolden. Derudover forstår han også at time sine indgreb”, fortæller sportschefen Thomas Ibsen.

Angriberen Magnus Krogh Hansen er født på Bornholm, men har spillet for B.93 ungdomshold, bl.a. deres U19-hold. Han fik senere debut for Østerbro-mandskabet i 2. division, inden turen gik til FC Roskilde – også i 2. division. I alt er det til 45 kampe i 2. division.

I efteråret 2022 skiftede han til Serie 1-klubben Politiet, men i foråret 2023 tog han til Sundby i Københavnsserien. Her var han – ligesom Mads Jul Jørgensen – med til at sikre dem oprykning til Danmarksserien og 3. division. I Danmarksserien blev han topscorer med 23 mål. I efteråret i 3. division er det blevet til fem scoringer – næsten en tredjedel af Sundbys mål.

Derudover er det også blevet til fire kampe og et enkelt mål på U19-landsholdet for Magnus.

”Magnus en målfarlig spiller, hvilket vi selv har måtte lide under, da han bl.a. lavede et hattrick mod os i sidste sæson. Netop derfor er vi glade for, at vi kan tilføje ham til truppen. Udover at være målfarlig har han også blik for sine medspillere og kan sætte dem op”, fortsætter sportschefen.

”Begge spillere har kvaliteter, som vi kommer til at få brug for i et spændende forår. Samtidig øges konkurrencen på pladserne, hvilket også øger kvaliteten til træning og forhåbentlig også i kampene”, slutter Ibsen.

Luk